Rigtig hjerteligt velkommen til Lærestreger, og i dag skal det handle om filosofi i skolen. Og derfor har vi to vaskeægte filosofer i studiet, nemlig Caroline og Anne. Fortæl lidt om, hvem er I, Caroline, du begynder. Jamen, jeg er filosof og ansat ved Syddansk Universitet og har et projekt, der hedder Filosofi i skolen, hvor vi arbejder med filosofisk dialog, blandt andet med skoleelever. Tak. Jeg er vinskabelig assistent i projektet Filosofi i skolen og faciliterer rigtig, rigtig meget, blandt børn i alle aldre og voksne også. Så du hjælper simpelthen folk med at filosofere? Ja, jeg hjælper i hvert fald med at skabe nogle dialoger i meget forskellige grupper, tror jeg, hvis godt vi kan sige. Spændende. Og inden jeg mødte jer, så tænkte jeg, ah, filosofi er det sådan noget med Nietzsche og Sokrates, hvor man sidder og ser alvorligt ud og taler om alvorlige ting. Men hvad er det her med filosofi, og især kan børn filosofiere? Jeg tror, det du siger, det er der faktisk mange, der kommer med sådan en. Og faktisk nogle, der næsten synes, det er lidt et problem, at vi gør det her, fordi det er for tungt og for vanskeligt for børnene. Men det man skal huske er, at filosofisk dialog er ikke undervisning i filosofi, men det er at træne evnen til selv at filosofere og deltage i en filosofisk samtale. Så emnerne er filosofiske, og måden vi går til det på er filosofisk. Men det er ikke sådan en klassisk filosofiundervisning, eller de store klassikere, eller historien, eller noget. Selvfølgelig indflydelse, det ligger i baggrunden, men det er ikke det, der er det centrale. Det er lidt sjovt, når man sidder med en gruppe børn på otte år, og man kan høre Kants kategoriske imperatives, man kan høre, at det er det, de taler om. Og det tror jeg, det er sådan, det er det, der er det mest filosofiske i det. Men i virkeligheden, og nogle gange så taler vi også om, det kan være med til at skræmme nogen væk, fordi de tænker, at jeg er jo ikke filosof, kan jeg gøre det her? Men som vi har overvejet, skærer det ud af simpelthen taktiske grunde for ikke at skræmme folk væk, men på en anden side. Det er også en del af identiteten i det, vi laver, synes jeg. Så børn kan godt filosofiere? Hvor langt er vi nede nu? Jamen vi er jo... Vuggestue. Ja, vuggestue, eller dog de store vuggestue. Ja. Ej, det er selvfølgelig, man kan sige, at sagen ved det er, at filosofiske dialoger, de bliver aldrig bedre, end gruppen er. Og det vil sige, at kvaliteten afhænger selvfølgelig af, hvem er det, man har med at gøre. Så selvfølgelig kan de store vuggestuebørn ikke gøre det samme, som en femteklasse eller en ottende klasse kan. Men man kan bruge de samme tilgange og have mange af de samme temaer. Så det er mange af de samme historier, vil vi bruge, og har vi brugt på alle klassetrin, og også med lærerne og med skolelederne og med andre. Fordi det er noget fællesmenneskeligt, der går på tværs. Ja, fordi hvad er det, der sker, når vi filosoferer sammen? Jamen måske kan vi kigge på nogle af de billeder, vi har med i virkeligheden. Fordi jeg synes, de illustrerer meget godt. Hvis man ser på det her fra en børnehaveklasse, og man kan se den optagelighed, man kan se, at der foregår noget inde i midten, det som man inden for politologik i nogle gange kalder for det fælles tredje, der er et eller andet anlæggende her, som vi kigger på. Nogle bamser, I gør, se vi har bamser med i dag, de spiller en stor rolle. Der foregår noget indblink, der er en, der taler, de andre lytter. De voksne er trukket tilbage i den samtale her. Og det tænker jeg, det er meget... Altså, det er jo ikke sådan, det er jo ikke den eneste gang, vi har set det billede der. Det er faktisk meget godt billede på den der lidt intense stemning, som meget nemt kan opstå. Og hvad er det, man bruger bamserne til? Jamen, hvis vi sådan skulle forklare, hvordan en helt klassisk session ser ud, så starter vi altid med en lille leg eller en lille øvelse, som lidt skal have... Den har lidt to sider. Og den ene side er, at vi skal skabe lidt fokus i gruppen. Så gerne noget, der sådan varmer hjernen op. Og så er det også med til at skabe rammerne. Nu skal vi i gang med at lave filosofi. Så starter vi altså lige med en lille leg. Og når vi så har gemt den leg og... Det gør, du skal give et eksempel. For eksempel ost og sofa. Hvis jeg nu spørger dig, Risse, en ost og sofa, hvad er det for noget? Ja. Og så svarer jeg, at det kunne for eksempel være en meget, meget stor sofa lavet ud af ost. Eller en sofa, man sidder i og spiser ost. Ja. Det har vi hørt faktisk både fra småbørn, men også fra vokset. Det er jo gode i tænder for. Jeg tror, at det bedste, jeg har hørt, det var en, der sagde, at det er en sofa. Det var i 5. klasse. Det er en sofa, hvor der sidder meget gamle mennesker og spiser ost. Og så taber de det ned mellem hende. Men pointen her, at man kan sige, hvad som helst, så længe man er villig til at stå på mål for det og få det til at give mening. Så hvis jeg siger, at det er en sofa, der er lavet af skumgummi. Og så siger du, hvorfor er det en ostesofa? Jamen det er, fordi det ligner lidt en ost. Okay. Og det er det, der er rigtig godt med nogle af de her startøvelser, det er, at så træner vi også de der helt overordnede kornative kompetencer, vi rigtig gerne vil arbejde med, når vi laver de her dialoger. For eksempel det at kunne begrunde sig, uden at det er alt for dyrt. Jeg kan godt begrunde, hvorfor jeg tænker, at det er en ostesofa, der er lavet af skumgummi. Fordi, men også... Det er også super vigtigt til at sætte stemningen for, at deltagerne forstår, at her må man sige lige hvad man vil, så længe man er villig til at begrunde det. Fordi noget af det, vi oplever, når vi kommer ud i klasser, det er, at eleverne er altså meget trænet i at prøve at gætte, hvad læreren tænker, og hvad det er meningen, de skal sige. Og jeg kan huske en gang, jeg kom ud i en femteklasse og sagde, at ved I, hvad en ostesofa er? Og det var første gang, jeg var der, det var første gang, de prøvede at kunne se på deres ansigter, at de blev sådan lidt, åh nej, åh nej, burde jeg vide det, burde jeg vide det. Og så sagde jeg sådan lidt, at der kan jo være alle mulige idéer, og lad mig høre, hvor mange idéer kan I komme med. Og så bliver de sådan helt... Og så kan man netop... Så det er bare en indledning, og det var måske fem minutter, men så kan man tage den stemning med over i dialogen bagefter. Når vi så er igennem lejen, så præsenterer, hvis det er mig, der er facilitater, så præsenterer jeg et stimuli. Det kan være en historie, det kan også være nogle bamser, som agerer i en historie, det kan være nogle billeder, det kan være en lille video. Det kan være alt muligt forskelligt, en aktivitet på en eller anden måde. Og når jeg har fortalt det, så stiller jeg et spørgsmål. Og det er et spørgsmål, der er designet sådan, at det egentlig er nemt for børn at tage stilling til, hvad de er. Både og nogen har svært ved at tage stilling, men et spørgsmål, der er sådan rimelig lige til omkring det, vi har talt om her. Så sidder de og snakker lidt sammen to og to, for at sikre, at dem, som måske ikke lige har lyst til at byde ind, at de får lige mulighed for at dele med en. Hvad kunne det typisk være for et spørgsmål? Må du ikke lave en, eller skal jeg? Ja, synes du... Ja. Skal du? Ja. Så vi kan jo... Så hvis nu forestille os, at vi har... Det ved jeg ikke, hvad hedder den her? Thomas. Thomas. Så vi har Thomas, og han ligger og sover om natten. Og så sker der det mærkelige, at mens Thomas sover... Den skal vi lige flytte her. Så bliver han... Så er der nogen, der bærer ham gennem byen og ind i et rum. Gør det lille lidt større. Og det er et lukket rum, som Thomas ikke kan komme ud af. Uff. Så han vågner om morgenen, kigger sig omkring, så kan han se, at der er hverken døre eller vinduer. Han kan ikke komme ud. Men han ser også, at der er alle de ting, som han godt kan lide. Alt det, han kan lide at spise. Alt det, han kan lide at lege med. Og hans hund er inde i rummet. Han synes faktisk, der er enormt hyggeligt inde i det her rum. Og han synes, der er så dejligt, at selv hvis han kunne gå ud, så ville han faktisk blive derinde. Så mit spørgsmål nu til jer, det er... Er Thomas fri? Ej, det er et fedt spørgsmål. Og der vil Anne så sige, så er det det, han vil sige, så prøv lige at snakke to og to. Det vil være lidt mærkeligt nu, ikke? Fordi Anne, I kender godt historien. Og jeg ved, hvad jeg svarer det. Det kunne være et stimulus, som man kunne præsentere. Så sidder børnene og snakker. Og så starter vi egentlig den fælles dialog omkring det her. Og derfra, der ved vi ikke, hvor det ender henne. Fordi hele dialogen skal ligesom tage udgangspunkt i, hvad børnene selv siger. Så man kan have nok så mange spørgsmål parate til at stille videre omkring Thomas. Men det kan godt være, at børnene tager en helt anden retning. Og det er så der, hvor alle de her facilitator-teknikker, de ligesom kommer i spil. Det, man kan trække op af, hvad kan man sige, værktøjskassen. Og bruge, når børnene de går i gang med at tale sammen. Jeg tænker måske, det er faktisk meget godt lige... Vi bruger det her facilitator-ord, men vi tænker måske ikke over, hvad det egentlig betyder. Men faktisk kommer det jo af at gøre noget let. Og det, man skal gøre let, når man faciliterer, det er gruppens samtale. Og det er derfor, som vi så på billedet før, at man trækker sig, når man er den, der står. Så man skal bryde med den der klassiske lærerrolle, hvor man sætter retningen og siger, nu skal vi herhen, og nu skal der ske sådan og sådan. Jeg tror, en af lærere's superskilt, som jeg har opdaget, det er, at de altid ved, hvad der sker om 10 sekunder, med mindre de gør sådan og sådan og sådan. Så de har hele tiden opmærksomheden. Men her er det noget andet. Her trækker man sig, og så sørger man for, at gruppens aktivitet, det her fælles tredje, er det, der lykkes. Og hvordan har lærerne det med det? De synes, det er vildt svært, men samtidig synes de, det er en enorm befrielse, tror jeg godt, man kan sige. Hvad siger de til jer, når I er færdige med en session? Jamen typisk så siger de... Jeg kan huske, at det er noget af det interessante ved det her. lidt anderledes ved det her projekt, at da vi indledte i sin tid, der var det sådan et klassisk forskningsprojekt, hvor jeg tænkte, jamen nu skal vi undersøge de kognitive effekter i filosofi. Man havde lavet nogle undersøgelser i udlandet, som jeg tænkte, kan man vide, at man kan gøre det i Danmark også? Og så kom vi ind i klassen, og vi havde lånt nogle klasser, og vi havde trænet nogle facilitatorer, og så kom vi ind, og så stod de almindelige lærere og pædagoger ved siden af os på. Og vi lavede det, vi skulle. Og da vi så havde gjort det og fik deres reaktioner, så ændrede vi det, vores fokus i projektet så bare fuldstændig. Fordi fra det der med kognitive færdigheder og argumentation og sådan noget, det det gjorde ved rummet, og det lærerne sagde, det var... Så lærerne sagde, hvordan gjorde I det der? Hvordan fik I dem til at tale sammen og i så lang tid og så kvalificeret? Så de så elever, som de syntes, de kendte, pludselig opfører sig på en fuldstændig anden måde. Og i starten, der var vi i tvivl om, om det var fordi, vi kom udefra. Det var der mange, der sagde. Jamen det var fordi, I ikke kender dem, og I kommer udefra. Men det vi kan se nu, det er jo, at de lærere og pædagoger, vi har i træningsforløb, de kan jo gøre det. Også med elever. Og det pludselige er, at det der klassiske undervisningsrum og så dialogrummet, der kan de skifte sådan her. Og eleverne skifter med lærerne, når de gør det. Så hvad siger lærerne? Jeg tror, at de føler nogle gange, at de har fået et ekstra instrument at spille på. Og det betyder jo ikke, at de så skal lægge alt andet, som de plejer at gøre til side. Ja, jeg synes også, vi har oplevet rigtig mange lærere, som siger, at jeg arbejder allerede rigtig meget med dialog og har en dialogisk tilgang. Og så når vi så arbejder ind i det her, det kræver rigtig meget træning. Alt muligt andet undervisning kræver træning. Så bliver de sådan lidt bagefter. Det var slet ikke det her. Det var slet ikke den her form for dialog, at jeg havde. Og deres perspektiv nok ændrer sig en lille smule, tror jeg på, hvad det vil sige. I virkeligheden har det slået mig nogle gange. Jeg tror også, fordi hvad er dialog egentlig? Og nogen tænker, at det er en diskussion. Og hvis der er mange, der siger noget, så har vi en dialog. Men der har vi bare en lidt højere, hvor vi siger, at dialog skal være noget, som faktisk er ægte fælles og som har skridt fremad og som ikke bare er det, vi nogle gange kalder popcorn. Altså der er nogen, der siger den ene ende, og nogen siger den anden ende. Men der er ingen sammenhæng og samtale. Så man tænker, at det er en diskussion, at det kan være en dialog. Men det siger vi, det er det faktisk ikke. Og en anden ting, som nogle gange kom til at tænke på, det du sagde her med den der klassiske historie fra Olga Dyste, som mange lærere og pædagoger kender, hvor hun fortæller om, at da hun blev forsker efter at have været lærer, så prøvede hun at sidde nede i et lokale. Og hun sad sådan nede bagved, og hun så situationen, og fordi hun var erfaren lærer, så kunne hun godt se, at den lærer, der stod deroppe, tænkte, nu har vi i gang en klasse dialog. Men hun sagde, at når man sad dernede og mærkede efter, så føltes det overhovedet ikke som en dialog. Så føltes det som, at læreren havde en meget velstruktureret monolog, og så engang var der et hul, hvor man sagde, hvad for en dag er det så i dag? Tirsdag? Nej. Onsdag? Nej. Så det der med, det er ikke nok, at der er mange stemmer, og der er mange, der er mange. Der siger noget. Der skal være en kvalitet. Ja. Og jeg tror, det er præcis den oplevelse, at mange af dem, vi har arbejdet med, siger, pludselig så kan de se forskellen. Pludselig kan de se, hvad der sker, når for eksempel, når eleverne faktisk til sidst nærmest kan lære at facilitere selv, ikke? Og kan føre de her samtaler. Så de oplever, at det er en udvidelse af deres repertoire. Ja. Det tror jeg, man kan sige. Men er det svært? Ja. Og de siger bare alle sammen, det er så svært at slippe kontrollen. For når man nu har haft den der skill i 20 år med at vide, hvad der sker om et øjeblik, det der med så at slippe, det er virkelig svært. Ja. Og der er jo også, altså jeg tænker, mange af de rammer, der er om deres arbejde, gør jo også, at de føler et ansvar for, at nu skal vi nå derhen og nå de mål i undervisningen. Og de føler måske, at de svigter, og de har ikke tid til det andet. Det var noget, som de sagde meget, kan jeg huske, at vi kom ud i starten. De kunne slet ikke holde ud, at vi var så langsomme. Kan jeg huske. Og komme lidt med nogle råd til, hvordan vi kunne speede op, eller hvordan vi kunne samle op til sidst. Og så gik nogle uger, og så gørte man tilbage og sagde, okay, det kan jeg jo godt se. Der skal ikke speedes op. Der skal ikke samles op. Det er noget helt andet, der skal til her. Det må godt gå langsomt. Og det er også i forhold til formålet. Altså, det er slet ikke meningen, at man skal tage filosofisk dialog, eller filosofi med børn, og plaster det jo ud over hele skoleskemaet. Fordi det bliver jo en spørgmange, men hvordan skal jeg lære børnene at gange med det her? Altså, det tænker jeg heller ikke, du skal overhovedet. Men at det kan bruges i de der tilfælde, hvor der er mulighed for at have den her reelt åbne dialog. Og hvor man ikke har et formål liggende i baghovedet om, hvad det er indholdsmæssigt, at børnene skal nå frem til, men mere at det er nogle skills, vi gerne vil arbejde med. Det er rummet, vi gerne vil arbejde med. Og børnene skal være med. Lytte til andre. Hav en samtale. Men det kan også gøre noget med det sociale i klassen. Det kan gøre, at det kan give børnene en mulighed for faktisk at sige, hvad de tænker. Der er ikke meget plads i skolen. Altså, forestiller du et barn, ikke også? Du sidder i skolen. Du har ikke selv valgt, at du er der. Du har ikke valgt, hvem du er sammen med, eller hvad du laver, eller hvordan du laver det, eller hvornår. Det stemmer faktisk ikke ret meget. Så det der med, at det kan også være noget med at arbejde med. Men en af vores yndlingsmetaforer, det er svej til kniven. Fordi det er lidt en svej til kniv. Det kan gøre alt muligt. Men man skal vide, hvad man vil med det. Og man skal ikke bare gøre det, for at gøre det. Og jeg tror ikke, man skal bruge det til, hvad sagde du, gange. Det er gange, for eksempel. Det giver ikke mening. Så man skal vide, hvorfor skal vi filosofere. Og hvad er det, jeg gerne vil med det i dag? Så det stiller nogle krav til, at lærerne er meget bevidst om, hvad er det, de håber at opnå med det her. Men en af de ting, som vi kan se, eller som vi selv håber, det gør, det er, at det virkelig giver det her rum til børnene. Så de ikke skal være i en situation, hvor de skal gætte, hvad læreren tænker. Men det er faktisk dem, der ejer situationen og kan være med til at bestemme, som du sagde før. Nogle gange, så starter man et eller andet, og så er det bare ikke det, de gerne snakker om. Så bevæger det sig i en anden retning. Og jeg kan høre, at du er ofte ude i praksis og arbejder med børn i alle aldre, og også lærerne. Og hvad oplever du, at børnene siger, bagefter de har prøvet det her, at filosofere? Vi er virkelig meget ude i praksis, og det er der mange årsager til. Det er der faktisk heldigvis mange, der siger, det er, hvornår kom du igen? Og det er jo bare dejligt. Men de vil gerne tale videre. Det er faktisk, når vi har lavet den her session, så afsløber vi altid med en leg. Fordi der er altid nogen, der sidder med hånden op, og man bare kigger på ud og tænker, de vil bare så gerne være med. Så når vi er færdige, så vil de faktisk gerne snakke videre om det. Og det bedste at opleve, det er, når man kan høre, at de går ud af døren og bliver ved med at diskutere, hvorfor Thomas er fri eller ej. Og det er mest den reaktion, at vi får, at de bliver en del af den her problemstilling, og bliver ved med at arbejde videre med den. Men vi har også haft børn, som, når vi har lavet efterfølgende evalueringer, børn, der har sagt, at jeg lærer mine kammerater bedre at kende. Og det er altså børn i 6. klasse, hvor man er sådan, altså kender du ikke? Så vi har været der måske 3 gange, og de siger, at jeg lærer de andre bedre at kende, hvor man tænker, du har gået i skolen med dem i 6 år. En anden ting, som de også typisk siger, det er, og vi fortæller dem jo ikke, hvorfor vi gør det her, når vi kommer ud. Vi siger ikke, vi gør det bare. Men noget af det, de meget tit siger, det er, jeg kan sige min helt egen mening. Og i starten, der blev jeg faktisk lidt bange, eller lidt sådan lidt, hvad mener I? I danske børn, i en dansk skole, I kan sige jeres helt egen mening hele tiden. Men jeg tror, helt ærligt, så tror jeg ikke, de oplever det. Jeg tror ikke, de oplever det. Og det er derfor, de hæfter sig ved, at her, der skal de faktisk ikke gætte, hvad lærerne tænker. Så der bliver skabt et frirum midt i skoletiden? Rigtig mange oplever det, ja. Og er det, hvilke faglærer er det, der typisk kontakter jer? Eller hvem er det, der kontakter jer og siger, vi vil gerne filosofere? Kommer I? Vi gør egentlig den anden vej. De fleste af de samarbejder, vi har, der lader vi det være op til skolerne. Og sige, dem der byder ind, de byder ind. Fordi man kan heller ikke trække sådan noget ned overhovedet på folk. Men jeg tror, vi har været i alle faggrupper. Når jeg lige prøver at sidde og spole igennem. Der er selvfølgelig nogle fag, hvor det er helt oplagt. Altså dansk samfundsfag, kristendomsfag. Det er dem, der har det nemmest ved det. Men mange af dem, vi ved fra forskning, at dem, som måske faktisk er længst med det, det er faktisk naturfagslærerne. I virkeligheden. Fordi det ligger tæt på nogle af de traditioner, man har for undersøgende fællesskaber, for eksempel. Men sig mig i gang nu her, når der har været så meget onlineundervisning, og det er nok heller ikke helt slut endnu. Er det muligt at filosofere online? Det er faktisk dig, der har. Ja, vi har faciliteret en del online, om ikke andet for at undersøge. om det overhovedet kan lade sig gøre. Vi kan sige, at vi havde et projekt med vores samarbejdspartner i Bilund, CUC Playful Minds, hvor vi kørte 60 dialoger på en uge med forskellige klasser i Bilund. Så der fik vi prøvet det for alvor. Og det fungerer, synes jeg i hvert fald, overraskende godt. Det, der lidt er med det, det er, at det er svært at føle rummet, hvis det giver mening. Det er svært at føle rummet, når det er små billeder på en skær. For eksempel er der også sådan en ting, som nu bruger vi alle de her dyr med, og folk sidder og tænker, hvad laver de dyr? Men det er jo blandt andet dem, vi bruger. Så man siger, okay, så hvad var spørgsmålet? Thomas. Er Thomas fri? Og så vil jeg sige, har du lyst til at sige noget? Og så er det øjeblik, Annie får den. Så ligesom hende, der er den. Og det der med, at man kan bevæge sig rundt, og man kan bede nogen om at gå sammen og tale, det gør noget, som man ikke kan overføre. Selvfølgelig. Men jeg tror, vi var overrasket over, hvor meget os de lærere, der observerede i løbet af denne uge der, deres år tilbagemelding var, at der var rigtig meget af det, som de bare ville stjæle med det samme. Det var jo fedt. Det var jo vildt fedt. Ja, nu er det ikke dig, der må tale. Ja, nu er det mig, der har talebange. Men ja, det der med at føle rummet, det tror jeg egentlig er en rigtig vigtig del af det. Det kan godt være, at man er facilitater, der skal holde sig ude af dialog. Men når det er så sagt, så er det i forhold til indholdet. Altså, jeg skal prøve at holde mig tilbage med at komme med min tanke omkring det, der sker her. Jeg er der simpelthen for, jeg gør det nemt for at facilitere det, der sker i rummet. Og det kræver bare rigtig meget. Og et lille nik, eller et lille, hvad hedder det, ja eller nej, det indikerer bare, at børnene, de er bare med. Og det er også meget nemmere at håndtere i virkeligheden. Men det fungerer overraskende godt online, så længe man tilpasser sin historie og sin materiale efter det. Fedt. Vi er jo et land, som elsker at måle ting og sager. Kan man måle på jeres arbejde nu? Er I begyndt at måle på, hvilken effekt det har, og hvad det gør for både læger og elever, at de lærer kritisk tænkning og lærer at filosoferie? Man kan sige, som jeg sagde før, så i starten havde vi tænkt, at vi ville måle på kognitive effekter, men det gik vi faktisk væk fra. Så det, vi prøver at måle på nu, eller det, vi prøver at undersøge, det er faktisk mere sådan noget med det, vi talte om før, med elevernes oplevelse. Hvordan oplever de den her situation? Fx sammenlignet med almindelig undervisning. Og så har vi været meget optaget også af lærerne og lærernes mindset og deres oplevelse af at komme ind i det her nye rum og skifte mellem de forskellige rum. Så det er faktisk meget af vores fokus at gået i den retning på det sidste. Ja, så måle på det, ja. Vi laver ikke en skala for det. Udfordringen er jo, at al skoleundersøgelse er enormt beskidte interventioner. Fordi hvad er det egentlig, vi undersøger på? Så en af udfordringen af sådan en rent forskningsmæssigt projekt har været simpelthen at sikre sig, at hver gang vi laver en intervention, så er den ens hver gang. Og det er derfor, at vi egentlig startede som et projekt. Hvor vi indledte med at uddanne en håndfuld filosofistuderende til at stå for de her aktiviteter. Og det var faktisk derfor, at det pludselig skiftede fra at være et rent forskningsprojekt til også at være et udviklingsprojekt. Netop fordi de lærere, som vi talte om før, der stod ved siden af og kiggede, de blev sådan og sagde, hvordan gjorde I det der? Det der vil vi også gerne kunne. Så det vil sige, at vi er faktisk parallelt med, at vi har lavet forskningen og de her interesser, da vi begyndte at have et både efteruddannelse og sådan udviklingsprojekt. Og det har jo så givet noget tilbage til forskning, ikke? Som du sagde før. Ja, det er et udviklingsprojekt, tænker jeg netop. Fordi altså nu så fik vi lov til at stå ude sammen med lærerne, som havde fået den her mindset, eller fået værktøjskassen med sig. Og så kunne de lige pludselig give os en masse feedback og også mange gode råd. Fordi det er jo alt andet lige en dansk skolekontekst, som de arbejder med hver dag. Og det har været så verdifuldt for os at egentlig kunne blive ved med at spare med dem om, hvilken retning skal vi arbejde i? Hvad er det, vi skal kigge på? Hvad er problemstillingerne egentlig, vi skal have? Men også fordi de ved, hvad der er normalt, ikke? Så jeg kan huske, at du havde et eksempel med en, det var så i Vågestue, som sagde, at han havde brugt nogle af vores spørgeteknikker. Så vi ved, at man sidder med en bog, ikke? Og så havde han brugt nogle af teknikkerne i læsningen af den bog. Og han sagde, at han aldrig har været ude for, at børnene havde så længe. Og sagde så meget, at han var helt lamslået. Men hvis vi forkommet og gjort det, så ved vi jo ikke, hvor længe der er normalt, at børn sidder der. Så rigtig meget. Og de kender de elever, der er. Så de kan sige, hvem der ikke plejer at være sådan. Og hvem der plejer at være meget mere udfarende, hvem der ikke plejer. Så det vil sige, der var rigtig meget, vi aldrig ville have opdaget, hvis lærerne ikke havde stået ved siden af og sagt til os, prøv at høre, det er ikke normalt, at en fjerde klasse kan tage, i 20 minutter helt abstrakt om statsborgerskab i en klasse med 95 procent flersproget børn. Wow. Men sig mig engang, hvis man nu er læger og bliver nysgerrig, både efter at få sådan en videreuddannelse som facilitator, eller få jer på besøg, eller arbejder aktivt med filosofi i skolen, hvad gør man så? Der er forskellige. Altså først og fremmest, så er der dannet et dansk netværk, Dansk Netværk for Filosofi med Børn, som man kan finde på Facebook. Super uformelt. Meget uformelt, ja. Men hvor man egentlig kan komme ind og være en del af det, og også få noget sparring og blive indsbyggeligt. Se hvad der sker. Og hvad hedder det, siger I? Dansk Netværk for Filosofi med Børn. Yes. Det skal vi nok lægge i linket, ja. Ja, og så er der også helt konkret nogle ting, man kan gøre. Jeg tror, vi har tre greb, som vi plejer at sige, vi anbefaler. Så den første ting, det er, tænke på, hvordan man stiller spørgsmål. Og man kender altid det her med, at man siger, hvis man gerne vil have en dialog, skal man stille åbne spørgsmål. Men man skal lige være opmærksom på, hvad skal det der åbne? Hvad betyder det egentlig? Fordi hvis man stiller sådan meget brede HV-spørgsmål med, hvorfor synes I, det er en god idé, vi har demokrati i Danmark? Så sidder alle sådan lidt, åh, lad mig lige sige. Ja, det er et stort spørgsmål. Det er et stort spørgsmål. Så vores første anbefaling, det er altid, ja, åbne spørgsmål i betydning, det skal være noget, hvor man kan give flere gode svar. Men de skal også være simple, og de skal faktisk helst være ja-nej spørgsmål. Så man skal hellere spørge, er demokrati godt? Ja. Så det er sådan regel nummer et, stille, simple spørgsmål, som man umiddelbart kan forholde sig til. Og så siger folk altid, jamen hvad, så siger de jo bare ja. Og det gør de, og det er faktisk noget af det interessante. I starten, når man er ude, og elever ikke er trænet i det her, så kan man komme ud fra dem, så siger man, er Thomas fri? Og så siger børnene, ja. Og så siger man, kan du sige hvorfor? Og det er så det næste. Det er altid at følge op med hvorfor. Og det interessante er, at mange gange, så ser vi, at eleverne bliver helt sådan lidt, hvorfor? Jamen var det ikke det rigtige svar? Altså jeg har jo sagt ja, hvorfor skal jeg også? Så det der med at presse og sige, stille det simple spørgsmål, så man bare kan sige ja eller nej, og så bagefter. Kan du sige mere om det? Eller kan du give et eksempel? Eller hvad plejer du at sige? Kan du sige mere om det, tror jeg bare, jeg kan presse i. Ja, kan du sige noget mere om det? Så hvis man gerne vil have jer ud og lære det her, eller hvis man som lærer simpelthen gerne vil uddannes i det, hvad gør man? Hvad gør jeg så? Lige i øjeblikket, så har vi faktisk projekt, som du sidder med, hvor vi har fået nogle midler af den berlingske fond, hvor man simpelthen bare kan bestille os og få os ud uden betaling. Så kommer vi ud og viser en session i en klasse, og så samler vi de lærere, der er interesseret i det, hver efter og laver en lille inspirationsworkshop, hvor vi arbejder lidt mere, der man kan blive inspireret til det. Fint. Ja, og så har vi lavet faktisk en hel del materialer, som ligger rundt omkring. Nogle af dem ligger på emoen, nogle af dem ligger på vores hjemmeside, men ja, der er meget muligt. Det man skal vide, så er det en god idé. Man skal også vide, det er ikke helt så nemt. Altså, der er nogle ting, og man skal især aflære noget klassisk lærerrolle, hvis man er lærer. Pædagoger har det faktisk nogle gange lidt nemmere. Jeg tror, jeg ved ikke, der er nogle ting der. Det kunne være interessant under. Men, hvad var jeg ved at sige? I forhold til at lære. Ja, det er svært at lære. En god idé er at sørge for at få noget uddannelse i det, og så have en marker. Altså, så man ikke står alene med det. At have nogen, man kan spare med. Det plejer at være vores råd. Måske skulle vi lige have det sidste greb med, som vi plejer at sige, fordi vi havde tre ting. Så det her med de simple spørgsmål. Hvad for? Følg op med, hvorfor. Og så det sidste er, prøv at undgå at bruge korrekthedsfeedback. Så selvom at en lev, nu siger du et eller andet, og jeg tænker ved mig selv, det var godt nok meget lykkeligt, så kan man godt falde til at sige, ja, det er fuldstændig rigtigt. Ej, hvor spændende. Men hvis først du har sagt det, så kan vi en godt sige, okay, så det jeg sagde, det var ikke rigtigt. Så faktisk hold det tilbage. Men i stedet for egentlig bare at sige tak, eller nu, tak, eller okay, og så køre videre. Fordi på den måde, så holder jeg ligesom, man siger, min feedback tilbage, og dialogen, den er reelt åben. Annie, jeg kunne ikke ønske mig en bedre afordning faktisk på programmet, andet end at sige tak. Og jeg kan ikke lade være med at sige, gud, hvor var det spændende at have jer på besøg. Jeg er i hvert fald blevet meget klogere på det her med filosofi i skolen. Og jeg håber, at I, ligesom jeg, er blevet inspireret til at tænke, ej, tænk, at man kan få de her to damer på besøg. Det er en god mulighed. Tusind tak, fordi I kom. Tak for i dag. Selv tak. Tak, fordi I kom. Tak for i dag.