Rigtig hjerteligt velkommen til årets første live fra Gyldendal. Hvor har vi glædet os til at se jer. Det er dejligt, I er her, og det er dejligt, at I er her. Trine Maj og Jesper Wung Sung, velkommen til. Tak. I dag skal vi tale om en ganske særlig bog og et ganske særligt forløb. Bogen hedder Hullet i kloden. Jeg kan sige, at den er testlæst af en hel masse børn i Humlebæk og af en hel masse danske børn i det hele taget. Den er i andet oplag nu, og det er bare en sjov bog. Den glæder jeg mig meget til at høre mere om, og Jesper vil læse den højt for os. Og så om lidt, så skal vi så tale om multimodalitet. Og det er et svært ord, jeg har lige lært at sige det, og det bliver spændende at høre mere om, hvad det er. Men allerførst Jesper, så fik du en opgave, der hed skriv noget om et hul, eller hvordan gik det til? Ja, det gjorde jeg. Altså man kan sige, at der er mange forskellige former for benspænd, men det her var jo et meget, meget konkret benspænd. Altså der var et hul, jeg skulle forholde mig til. Så jeg gik lidt rundt om det der hul. Og tænkte, hvad skulle jeg nu gøre? Og så min første association var, at jeg engang havde skrevet en novelle, der hedder At gøre sit bedste, slår ingen mand af hesten, som handler om to drenge, der hedder Jeppe og Jacob, som graver et hul, og så begraver de deres gode ven, Vortemorten. Eller det meste af dem, så hans hoved lige sådan stikker op. Og så tænkte jeg egentlig, at jeg tager de to karakterer, og så har jeg det her hul og den her idé om at komme igennem kloden til en anden verden, både til Kina, men i virkeligheden også til en verden, hvor tingene er meget, meget lettere. Og så tænkte jeg også det her med det her hul i lommen, som de føler, de har lige meget, hvor mange penge de får, og hvor meget lyst de har til at købe slik, så bruger de altid det, de har. Så det var ligesom de to huller, som jeg fik i spil. Fantastisk. Og om lidt, så er vi Jesper som sagt læstende op for os, men endda skal jeg lige huske og minde jer om, at I er meget velkomne til at stille spørgsmål til vores gæster i dag. Og spørgsmålene, dem læser vi op i slutningen af programmet, men husk at stille spørgsmål til os, vi vil så gerne høre fra jer. Så, og de her to drenge, hvem er de inspireret af? Jamen, du må jo nok lægge kortene på bordet og sige, de er inspireret af mine egne drenge, ikke? Det er de. Og især det her element i deres tilværelse, som handler om dogenskab, og det her med, at det jo i virkeligheden er benhårdt arbejde at være dogen. Altså, at det kræver virkelig en indsats, sit mandfolk, at gå igennem tilværelsen, og nu er det lavet noget. Så i virkeligheden, så er det jo en historie om, at man forsøger at snyde sig igennem tilværelsen, eller forsøger at snyde sig til nogle penge, eller noget succes, eller noget sjovt, og i virkeligheden kommer til at arbejde langt hårdere for det, end hvis man nu kørte med aviser, eller gjorde et eller andet fornuftigt, tog et eller andet fritidsjob, eller noget i den stil. Og det er meget inspireret af det, der foregår derhjemme, ikke? Så det tænkte jeg også, at den der dogenskab kunne jeg godt tænke mig for en gang skyld også selv at lukrere på, ikke? Og hvad siger de til det, dine sønder? Jamen, de bager med deres far. De lever med det. Altså, den ældste søn har dog troet med, at han vil sige, at han vil afsløre, at alle mine bøger er skrevet af en eller anden æbe nede i kælderen, eller sådan noget, for selvfølgelig at blackmane mig, for også at få nogle penge, ikke? Åh, ja. Det lyder som to drenge med krud i, og det kan man også se, hvis det er de drenge, som optræder i bogen, så er der virkelig krud i dem. Har du lyst til at starte med at læse den op nu? Det vil jeg meget. Det ved jeg, vi er mange, der glæder os til. Jeppe og Jacob køber en is. Købmanden er sur, fordi han har haft indbrud i sin butik. Det er ikke os, der har stjålet noget, siger Jacob, der selv er sur over, at han har brugt sine sidste penge på isen. I Kina er alle søde, siger Jeppe. Også købmanden. Jeppe og Jacobs tibolder fra for Kina. Det betyder, at Jeppe og Jacob er lidt kinesere. Derfor vil de gerne til Kina. Vi kan sagtens komme til Kina, siger Jeppe og bider af sin is. Vi har ingen penge, siger Jacob. Det er da net nok, svarer Jeppe. Kineserne bor næragtigt på den anden side af kloden. Hvis vi graver et hul i haven, hele vejen gennem jorden, dukker vi op lige midt i Kina. Jeppe og Jacob begynder at grave et hul i haven. De graver og graver og graver. Det er et hul, men det når dem kun til navnen, så er der vist et godt stykke, inden hulet når helt til Kina. Jacob er allerede træt og lidt sur. Jeg har i hvert fald et kæmpe hul i lommen, siger Jacob. Og tænker på, at hans penge forsvinder så let som ingenting. Jeg må tage pengene på vejen, siger han, uden at tænke på, at han har købt slik, is, tykkegummi og flødeboller. Glæde dig til, at du kommer til Kina, siger Jeppe. Her er alt jo omvendt. I Kina koster det penge at få lov til at lave lektier, mens alt slik er ganske greit. Gratis. Det er som om Jacob får ekstra energi til at grave ved tanken om alt det gratis slik, der venter i Kina. Er is også gratis, spørger han. Ganske gratis, svarer Jeppe. Men det koster rigtig mange penge at få lov til at slå græs. Det kan Jacob godt leve med. Og de to drenge graver videre. Til sidst bliver de trætte af at grave. Det ville gå stærkere, hvis vi var flere til at grave, siger Jacob. Derfor inviterer Jeppe og Jacob deres venner til at hjælpe med at grave. Det er Frederik, Otto, Mads og Kevin. I er de udvalgte, siger Jeppe. Der venter jeg den helt store belønning. For i Kina er alt omvendt. Man får skæld ud, når man sidder stille på sin plads, og man får flødeskumskager, hvis man spiller fodbold i klasseværelset. Det får drengene til at grave løs. De graver og graver. De graver og graver. Og så graver de lidt mere. Men der vil jeg være temmelig langt til Kina. Længere, end man umiddelbart skulle tro. Til sidst går deres venner hjem, selvom Jeppe har låb med et badekar fuld af slik. Det er så mørkt, at Jeppe og Jacob knap nok kan se, hvor de graver. De er også så trætte, at de er ved at falde i søvn op ad skovlen. Måske er vi næsten dernede, siger Jeppe. Jacob lægger hovedet mod jorden i hullet. Kan du høre noget kinesisk, spørger Jeppe. Nej. Jo, jo, nu kan jeg høre noget, udbrøder han. Det lyder som en hund. Det er en hund. Den sidder på naboens skraldespand og hyler, fordi månen er kommet frem. Det vil vist være nemmere at flyve til månen, siger Jacob. Jeppe og Jacob går i seng. Men først går de i bad. Det er utroligt, at de skal vaske så meget jord af sig, og hullet alligevel ikke er dybere. Jeppe og Jacob vågner ved, at der bliver råbt og skraget på kinesisk ude i haven. Der må være kommet en kineser op ad deres hul. Det er stadigvæk mørkt, men manden ser ret dansk ud. Au, au, mit ben, råber manden. Hvad betyder au, au, mit ben på kinesisk, spørger Jacob. Måske ikke kan kineserne dans, siger Jeppe. Men så kommer forældre og naboer ud, og det viser sig, at manden er den tyv, der er brugt ind hos købmanden. I tasten har han alle mulige tyvekoster. Jeppe og Jacob bliver rost, fordi de har lavet en fælde. Det kan være, de får en belønning af politiet. Så kan de måske komme til Kina med fly. Jeg skal have den største is ganske gratis, siger Jacob. Ja, og hvis vi kan grave fra den anden side af klogen, så møder vi vores hul på midten, siger Jeppe. Ja, men først skal jeg have en is mere, siger Jacob. Altså, det er her, hvor alle de drenge, som jeg har læst bogen med, har skraldgrinet. Det er så fedt. Men sig mig, hvilken læser havde du i tankerne, da du skrev bogen? Åh, jeg tror faktisk ikke, at jeg havde nogen læser. Altså, jeg havde egentlig bare, altså, benspændet med hullet, og så havde jeg selvfølgelig også, at den skulle være så kort, ikke? Så den skulle jo ligesom være fortalt i et nu, så ligesom man kan læse den op her, eller lige inden man lægger et barn i seng, eller andet. Og så egentlig, de er spændt ud mellem de to ting, så vil jeg bare fortælle den her lille historie om to drenge, som tror, de har fundet en vej. Og måske elligvillig også har det. Præcis. Og hvad med, at du skriver om drenge, hvorfor ikke to piger? Altså, den korte svar er det, fordi det er det, jeg har mest forstand på, og som jeg også jo ser afspejlet derhjemme i min dagligdag og i mine egne stuer. Ellers kan man jo sige, at det er jo, altså, en gang, man synes, der mangler noget, der fortæller om drenge på den her måde, og den side af drengetilværelsen, som de har. Så på den måde vil jeg også gerne sige, at det er måske et lille bidrag, fra mig og mit forfatterskab til at fortælle om sådan nogle typer. Helt klart. Og altså, grunden til, at jeg også oplever, at det er blevet super positiv modtaget, det er også på grund af illustrationerne. Hvad tænker du om dem? Ja, men dem er jeg også meget glad for, ikke? Og det er jo altid det der med illustrationer. Og det er på en eller anden måde, så skal de selvfølgelig, så skal de jo understøtte historien, men de må jo også gerne bidrage selvstændigt. Og det var det, vi skulle finde en, der kunne begge dele. Og historien er selvfølgelig en overdrevet historie. Det er jo ikke en socialrealistisk historie, men det er en historie, som handler om nogle personer, der på en måde er, som drenge er, og så samtidig har den det lidt fantasifulde element. Og der synes jeg, Mikkel har lykkes meget godt med det her. Det er jo en karikærestreg, men samtidig er der også en varm streg. Altså, jeg var bange for, hvis det blev sådan for cartoon eller tegneser-agtigt. Men han har sådan en varme og en humor, som jeg virkelig er glad for. Ja, det er også det, jeg hører fra de børn, jeg har læst op. En af dem, Jacob sagde, det er som om, at jeg selv kunne have tegnet det. Og det må betyde noget i retning af, at det er levende, og det er ikke stift, og det er netop varme. Nemlig. Ja, fantastisk. Hvad gør huller for fantasien? Hvad huller gør for fantasien? Jamen, de stimulerer den jo i virkeligheden, ikke? Om man sige, at nu er huller jo et vidt begreb, men det er jo i virkeligheden, fantasien lever af huller. Og det er jo faktisk kun, når vi falder ned i et hul, at vi finder på noget, der er sjovt. Lige præcis. Og jeg kunne ikke have en bedre overgang til dig, Trine. Fordi der er jo simpelthen, der er jo fysiske huller i serien. Nemlig. Og vil du ikke fortælle, hvorfor der er det? Altså, det er jo en serie på fire bøger. Og forlaget her fandt på, at de skulle kredse om det her hul. Og det har de løst på meget forskellige måder. Det er jo fire forskellige forfattere, der har bidraget til serien. Foruden Jesper er der jo Hanne Kvist, Mette Heinhøj og Naja Maria Eit. Så vi er jo i den... Ja, vi er superliggen her, ikke? Skal der være fest, så yes. Og de har løst det meget forskelligt, det her med huller. Altså, dit er jo et helt konkret hull, der bliver gravet i jorden. Naja Maria Eit er en fabulerende over sprog. Som du sagde, huller er et vidt begreb. Og der følger vi to piger, der ligesom leger med sproget og nævner forskellige talemåder med huller i. Så den har ikke den her klassiske, dramaturgiske opbygning, som de tre andre med begyndelse med, det slutning. Det er sådan i højere grad en fabulerende over sprog. Og Hanne Kvist starter i huller i rummet. Så det er sådan lidt, uh, den bliver lidt uhyggelig. Og i Mette Heinhøj, der er det noget helt fjerde. Der er det et hul, hun klipper for at komme ind i en bog, ind i en fortælling. Helt konkret vil hun gerne ind i en fortælling, så den får sådan et metalag. Og så spiller man jo fra den grafiske side med på det her hul, ved at man helt konkret har lavet den her udstansning. Der også medvirker til, at man kan jo kigge ind til forsatsen, når man sidder med bogen og kigger på forsiden, så kan man få et blik ind i bogen, ind i fortællingen. Og i Espers tilfælde bliver det næsten sådan et optisk bedrag, fordi man her, når man ser den, så er det jo sådan et frøperspektiv. Vi befinder, vi beskuren ser nede fra hullet og op mod drengene, og når man så lukker op, så bliver det et normalt perspektiv. Selvom det er jo det samme billede af de samme drenge. Så der bliver lejet med det her hul også grafisk, og ikke kun i handling i fortællingerne. Præcis, og hvad har huller så med multimodalitet at gøre? Ja, men altså, det her med det multimodale, det er jo et, altså multimodalitet er jo et begreb, der har floreret rundt i vores dansk fag i mange, mange år. Og jeg tror ikke, der er så mange uden for dansk fag, der egentlig er bekendte med begrebet eller bruger det, men det er meget haneligt at bruge i undervisning, når man arbejder med tekster, fordi tidens tekster bliver mere og mere multimodale. Jamen, jeg skal lige sige, det er ikke noget nyt, at tekster er multimodale, fordi det betyder jo, at modaliteter betyder måder at udtrykke sig på, eller måder at kommunikere et budskab på, og det kan man jo gøre på mange forskellige måder. Jesper, han kommunikerer gennem skrift, så det er en overordnet modalitet skrift. Andre kommunikerer gennem billeder, det gør jo for eksempel Mikkel Straub Møller, som har lavet billeder til den, eller de andre, der har lavet billeder, det kunne også være en pressefotograf eller en filmskaber, der kommunikerer gennem billeder. Og andre igen kommunikerer gennem lyd. Det kan jo være en musiker, eller det kan være nogen, der producerer podcasts, eller radio, hvad ved jeg. Så det er sådan tre overordnede modaliteter. Skriften og billederne og lyden. Men tre, det er jo ikke ret mange. Multi, det betyder mange. Så begrebet rummer altså mere end bare skrift, billeder og lyd, for det rummer jo også måden, som skriften, billederne og lyden fremstår på. Og skrift kan jo se ud på mange måder. Det kan være skrevet på computer, og der er jo allerede mange muligheder inden for det, hvis man vælger den form for skrift, for der er jo forskellige fonde, forskellige skrifttyper og størrelser og farver, man kan lege med. Der kan også være håndskrift. Det signalerer noget andet. Og jeg skal lige sige lidt med det her med det multimodale. For at det er relevant at tale om skrift som en modalitet, så skal det skabe mening. Og det gør det jo ofte. Altså skrift, der er skrevet i hånden med fyldepind på et gammelt brevpapir i sirlig skrædskrift, der kommer noget medbetydning. Hvis man læser en tekst skrevet på den måde, der ser man måske et ældre menneske for sig, et meget ordentligt, patentligt person, der har skrevet det her. Og hvis man omvendt ser noget skrift, der er spredet med en dåse på en mur ude på Christianshavn, så er der nogle andre medbetydninger, det sender. Så derfor er de her modaliteter medfortællere af budskabet. Er du med på det? Ja. Tilsvarende inden for billeder kan det jo også være mange forskellige typer af billeder. Det kan jo være fotos, eller det kan være en sart blyernstegning, eller det kan være tegnet med kold, og det har jo tilsvarende betydning. Hvis man ser en sart blyernstegning, kan det måske reflektere noget skrøbeligt, og de her sjove tegninger i klare farver, det signalerer noget sjovt i gaden. Og tilsvarende jo med lyd, der kan jo være stemmer, eller der kan være musik, forbrængede lyde osv. Og det, der er helt særligt ved hul igennem, det er, at vi har alle tre overordnede modaliteter i spil, fordi vi har jo skrift, og den står ikke bare på lige linjer. Nej, det gør den nemlig ikke. Den bevæger sig faktisk i takt med handlingen i bøgerne. Så nogle gange kan den måske, der er både håndskrevne indslag, det er det for eksempel i Hanne Quist. Jeg har taget nogle eksempler ind på slidesene her. Man kan også se, at nu er det så ikke fra Hanne Quist, det er fra Naja Maria Eijs her, hvor man kan se, at nogle af ordene ligesom er i bevægelse, og de får andre farver. Ja, det har vi Hanne Quist her, hvor man kan se, at lille Anne har siddet og tegnet sin egen rumraket, som Anne, jeg skal passe på, at jeg ikke siger han, fordi det er faktisk et ukønnet delsen her. Jeg tænker bare, nej, og det er jo mine fordomme. Men Anne har tegnet sin rumraket, som Anne ville flyve ud i rummet med, og man kan rigtig se, hvordan Anne her har siddet og hygget sig med at indrette det med sine håndskrevne noter. Så det har også noget betydning med, at det er håndskrevet her. Ja, og jeg skal sige, at de billedlige udtryk er lige så forskellige som handlingerne i de fire værker her. Her er det Mette Markusens kollageagtige, som er sådan surrealistiske billeder af vandrende huse, og på mange af husene er der uger, og hvis man ser meget nøje efter, som man jo gør, når man skal arbejde med billedbøger i undervisningen, så kan man se, at tiden går, når man bladrer, og så er der sket, så er gået lidt mere tid på det her uger. Så her er det her et eksempel på, hvad et billedværk kan. Her er det jo flere genre i scenesat i samme værk, fordi teksten, verbalteksten er helt realistisk, men billedsiden er faktisk surrealistisk. Og så kommer der også noget lyd ind over. Ja, fordi der er jo også en tredje overordnet modalitet, lyd, fordi alle fire værker her har også en lydfortælling tilkoblet. Og det er jo rigtig spændende at arbejde med i undervisningen, hvis man allerede i indskolingen skal starte med at udvikle elevernes multimodale tekstkompetence. Når man arbejder med sådan nogle værker her, så er det ikke nok kun at arbejde med fortolkningskompetencen, det kalder på noget mere. Og jeg skal lige sige, at det her er ikke noget med læsekompetencer, for det er ikke meningen, at de skal lære at læse ved det her. Men det er meningen, at de skal lære at udvikle deres fortolkningskompetence og altså også her deres multimodale tekstkompetence. Og det spændende ved lydfortællingen, det er, at det er jo nærmest dramatiseret. Der er en fuglefløjt, og man kan jo simpelthen høre, at der, hvor det begynder at blive anstrengende at grave, så forsvinder fuglefløjten. Så nu er det et hårdt arbejde. Og det er løst lige så forskelligt, som både verbalteksterne og billederne, så er de fire lydfortællinger også meget forskellige. Med det hegnhøjst, der er sådan lidt gysere element. Den bliver lidt uhyggelig, når hun kommer ind i den her bog, hvor det er sådan en drømmeverden. Temmelig spooky faktisk, og der bliver det sådan nogle forvrængede, uhyggelige lyde. Så det er løst lige så forskelligt, som både billeder og verbaltekst. Så læreren får dit materiale og bogen. Og nu har jeg jo haft det til ude hos folkeskolelærer for at høre, hvad synes I? For jeg var selv meget vild med det, og så er man jo ikke så god til at se på ting. Og de var meget vilde ved, at det var så let tilgængeligt, at det multimodale godt kan være lidt søgt og lidt svært at forstå, men at det faktisk er gjort meget let tilgængeligt, at man kan tage bogen i hånden og gå direkte ind og undervise. Ja, altså jeg har tilrettelagt forløbet sådan, at eleverne skal opleve fortællingerne, altså hver fortælling tre gange. Altså det er sådan set ret åbent, man kan arbejde med bare en af bøgerne, eller man kan holde den store fest og arbejde med hele serien, men de skal opleve hver fortælling tre gange. Og første gang, der læser læreren op, mens de følger med i billederne. Og der er det selvfølgelig vigtigt, at læreren i sin oplæsning dvaler ved hvert opslag, så eleverne kan koble de her forskellige modaliteter med hinanden. Og så er der selvfølgelig nogle aktiviteter efter, og sådan umiddelbart, hvad er det her for noget, hvad siger den her fortælling dig, og kan du genkende det, har du også prøvet at have det sådan, osv. Der er både nogle samtaler, nogle aktiviteter, nogle lege. Så skal de opleve fortællingen en gang til, hvor de lytter til lydfortællingen med lukkede øjne, så der skal de ikke se billeder, der skal de have dem inde i hovedet. De kender jo godt handlingen nu, så det behøver de ikke at bruge mentalt krudt på. Så der skal de simpelthen spidse ørerne og lytte, og være opmærksomme på alle de her lyde, som også signalerer betydning og er med til at skabe mening. Og så arbejder de selvfølgelig med det, med de her lyde bagefter. Og efter den tredje oplæsning, eller under den tredje lytning, eller oplevelse, der sætter vi alle tre i spil. Altså der læser læreren teksten op, de ser på billederne, og de lytter til fortællingen. Og så har jeg træt lagt det sådan, at ikke alene er der tre oplevelser, men jeg skælder også mellem tre forskellige tilgange, kan man sige. Altså dels så er der nogle samtaler, og jeg synes jo, samtalen bør stå helt centralt i al litteraturundervisning. Så de skal selvfølgelig tale om de her ting, og det gør de ofte i makkerpar eller i grupper. Og så er der også noget, jeg kalder lege. Og det kan være for eksempel, at de skal prøve at gå ind i historien og lege de med i historien. Det kan være, at de skal gennemlege fortællingen. Det tror jeg, de skal i dit tilfælde, tilfælde med din historie, hvor de skal være de der personer. Og det kan være, at de skal i, jeg tror det er i Nage Maria Eintz, der er noget hundesprog, så skal de prøve at have en dialog, som om de var to hunde. Og det kan godt være, at man tænker, hvad i alverden har meningen med det. Men det er jo noget med, at man skal have en fornemmelse for, hvordan ens tonefald og tonelejer og styrker osv. De skal faktisk opføre et skænderi mellem to hunde. Så det hører til under overskriften lege. Og så er der jo nogle aktiviteter, hvor de skal gøre noget, producere noget, tegne, skrive, bygge, selv opfinde en rumraket eller opfinde deres drømmeland eller hvad ved jeg. Så samtaler, der bruger det i munden. Lege, der bruger det i kroppen. Og aktiviteter, der bruger det i hænderne. Og i alle tre tilfælde, der bruger det i hovedet. Så det er sådan ret enkelt at gå til for lærere. Og hvilket klassetrin er det til? Jamen der er vi jo helt nede i indskolingen. Altså 0. til 2. klasse. Men jeg vil faktisk sige, at nogle af tingene, og byerne også, kan man læse op i 3. og 4. klasse. Absolut. Det oplever vi meget i vores hjemmeskole i øjeblikket. Og hvordan oplever I, at læserne tager imod det? Jamen jeg har jo, nu er vi jo lagt ned på grund af corona, men ellers er jeg jo i kontakt med rigtig, rigtig mange lærere gennem mine mange kurser rundt omkring i landet. Og der tager de virkelig kegler. De er rigtig, rigtig glade for. Både de fire fortællinger og det der didaktiske. Og hvad er det, der fungerer godt? Så man gør det nemt? Jamen altså, det er jo til rette lagt sådan, at det er meget velstruktureret, kan man sige. Kan man tillade sig at sige det om noget, man selv har lavet? Det gør jeg i hvert fald. Det skal vi bare gøre. Selvfølgelig skal det også ende med, det glemte jeg at sige, at eleverne producerer deres egen multimodale hul igennem fortælling. Helt klart. Hvor det også har lyde i spil. Og så er det også, altså et ting er, at det er til at gå til i de her forskellige, de her tre faser med samtaler, lege og aktiviteter. Men det er også sådan, altså stiliseret ret grundigt for læreren, hvordan man så skal udføre de her samtaler. Det er ikke bare sådan snak om handlingen, men det er også sådan, hvordan skal man egentlig snakke i et makkerpar, når man går af syv år? Er det noget med, at man skal skiftes til at sige noget? Og hvordan fører man en gruppesamtale? Det kræver jo lidt mere tålmodighed af de her unge, små børn, at der må man sige noget på skift. Der er sådan forskellige skabeloner til, hvordan de kan, eller strukturer til, hvordan de kan få en samtale i gang. Så det er let at gå til. Det vil jeg mene. Og velstruktureret. Og er der et tidspunkt, vi har brug for det, så er det i hvert fald i øjeblikket. Det er nogle lækre kvaliteter. Vi har som altid fået nogle gode spørgsmål. Tusind tak. Hvor er I seje? Det er jo ikke, fordi vi ikke sidder foran skærme i øjeblikket, så ekstra lækkert er I med os her. Det første spørgsmål er, hvorfor skal man arbejde med multimodalitet? Og det er Kasper i Haderslev, der stiller det spørgsmål. Tak. Godt spørgsmål, Kasper. Hvorfor skal man arbejde med multimodalitet? Jeg skal lige sige, det er jo ikke noget nyt, at tekster kommunikerer med billeder, for eksempel. Det har der jo altid været. I alt den tid har der været børnelitteratur. Har der været billeder eller illustrationer til de her børneværker? Det nye er, eller det er heller ikke noget nyt, at der er fagtekster, for eksempel. De er også altid multimodale. Og websites. Man kan jo ikke forestille sig et website, hvor der kun står bogstaver på lige linjer. Der er jo mange, mange modaliteter i spil. Men det nye er, at det faktisk også har snedet sig ind i litteraturen for børn og unge. Der udkommer selvfølgelig stadigvæk romaner skrevet med linjer og skrift på lige linjer. Men rigtig mange af de litterære værker for både børn og unge eksperimenterer med det her grafiske udtryk også. Og hvis man skal læse dem, så er man jo nødt til at klæde eleverne på til, hvordan er det så, at vi kan bruge de her modaliteter og få mere betydning eller forståelse af teksten ved at bruge dem og koble dem med hinanden. Så det er sådan set ret vigtigt. Både i fagtekstlæsning, men faktisk også i den moderne litteraturlæsning. Så derfor skal man arbejde med det multimodale. Tak. Så er det Hanne i Valby, som har stillet et spørgsmål. Hvad får eleverne ud af at arbejde med hul igennem? Jamen der får de jo dels, som jeg sagde før, så får de jo for det første selvfølgelig gode oplevelser ved de her. Det er jo fantastisk gode fortællinger. Men jeg skal understrege også, at vi bruger jo mange slags tekster i dansk faget, og nogle tekster. Det er måske søde historier eller sjove små historier, man kan læse op, mens børnene spiser madpakker. Eller på anden måde hygger sig. Og det skal der selvfølgelig også være. Men jeg plejer at sige, at der er forskel på underholdning og undervisning. Og med den her serie, der er det litteratur undervisning. Så de får jo simpelthen udviklet sådan en begyndende litterær analyser og fortolkning. Samtidig med, at den her multimodale tekstkompetence også så småt begynder at blive udviklet gennem det her. Ja. Derfor. Hanne i Valby. Hanne i Valby. Tusind tak. Noget af det, der har slået mig, og noget af det, jeg har talt med nogle af de lærere, som har kigget på materialet, noget af det, de har været særlig vilde med, det er det her med, at eleven får tid til at eksperimentere og til at lege. Hvad har I tænkt der? Jamen det skal der jo selvfølgelig være tid til i enhver litteraturundervisning. Det er jo ikke sådan, altså uanset klassetrin nærmest, så er det jo ikke sådan, at man ruller analysemodeller ud, og så skal de sidde og hakke af efter dem. Og jo der er jo slet ikke med så små børn, som vi har nede i indskolingen. Så det skal jo være med lege og med bevægelser og med ting, de producerer og så videre. Så det har jeg i høj grad indtænkt i det her. Ja. Det virker også godt, kan jeg se. Hvad oplever I, når I har talt med læsere og talt med læger? Hvad er noget af det, de har været allermest tilfredse med og glade for? Ved hele serien. Altså det er jo stærke fortællinger, skabt af fire stærke forfattere og en billedside af fire stærke billedskaber. Jeg kalder dem ikke illustratorer, jeg tillader mig at kalde dem billedskaber, fordi de netop ikke bare illustrerer bøgerne, men de er medfortællere. Ja, og det er jo, litteratur er høj klasse, synes jeg. Og de har alle fire et godt potentiale, fordi jeg synes, de der tekster, man så kræver, eller anvender i litteraturundervisning, modsat den der underholdende, og det er ikke for at nedgøre det hele eller andet. Nej, og der skal være plads til begge en del. Men der kræver, den litteratur, der er i undervisningen, der kræver ligesom noget andet. Altså den skal ikke være, synes jeg, for sådan selvforklarende. Den skal give plads til, at eleven kan dægte med og hoppe med på de idéer, som Jesper og de andre har fundet på. Og den skal også, altså det gør sådan set ikke noget, den sådan ikke lige handlingsmæssigt er i øjnene. Højde med børn, men den skal i hvert fald tematisk kredse om nogle grundfølelser, som børn kan kende til. Og det synes jeg virkelig, at den her serie er et fremragende eksempel på. Det er meget, meget vildt og lækkert at have så dygtige forfattere med til en undervisningsserie. Det er jo ikke så normalt ellers at have forfattere af den kaliber med i undervisningsmateriale. Nej, det er stærkt. Men det er, ja, det fungerer godt. Vi er i hvert fald meget glæde for hulet i kloden. I Humlebæk, hvor der er blevet læst mange gange. Så der er mange huller i jeres have deroppe. Der er blevet diskuteret meget om, hvor meget vi skulle grave. Vi har en gravko, så det kunne godt ende helt galt. Men tusind tak, fordi I kommer ind i dag og delte jeres visioner og jeres overvejelser med os. Det har været rigtig spændende. Tusind tak. Selv tak. Og tusind tak til jer derude, som sædvanligt stiller gode spørgsmål og følger med. Det var dejligt at have jer med og have en rigtig god eftermiddag. Tak for i dag.