Hej! Og rigtig hjerteligt velkommen til denne jule-edition af webinar inde fra Gyldendal. Det er dejligt at se jer og det er dejligt at se dig, Charlotte Rytter. Det er også os to, der er på i dag. Så formatet er lidt anderledes. Vi er kommer simpelthen til at interviewe hinanden, og I er selvfølgelig som altid meget velkommen til at stille spørgsmål, som vi tager i slutningen af programmet. Men vi går allerførst hurtigt over til dig, Charlotte. Vi har meget på programmet. Ja, for pokker da. Lad os komme i gang. Lad os komme i gang. Så hvilke tekster er et must på tekstangivelsene her til morgen, opgivelserne til sommer? Altså, hvis det stod til mig, så har jeg jo nogen, som bare skulle med. Ja. Altså, generelt, når man snakker om tekstopgivelser, der handler det som lærer om at holde tungen lige i morgen. For der er rigtig mange kasser, der skal opfyldes af krav. Og vi skal have noget litteratur med. Der skal have noget, som også er sådan inden for lidt mere fiktion, uden det er tekster. Der er nogle hovedværker. Men den, jeg vil gerne tale om, det er den, som er over i den blå kasse. Det er fordi, det er tit der, hvor man måske kan være lidt sværere at finde noget. Den, jeg kalder den blå og sådan, det er multimodale, jeg tror, det hedder fagprosatekster, dengang jeg var ung og sprød lærer, der kaldte vi det bare for sagprosatekster, men lad nu den ligge. Og jeg har tre tekster, som jeg i den grad vil tage med. Og den ene, jeg vil tage med, det er en tv-dokumentar om Oliver. Den hedder "Min Far var rocker". Den er jo faktisk nomineret til Zulu Awards i år. Som er en fantastisk kort dokumentarfilm med kun 30 minutter. Og som passer fint til målgruppen. Fordi det handler om identifikation. Det handler om identitet. Det handler om måske at finde sig selv. På trods af fordomme. Så det er helt klart den ene, jeg vil tage med. Fordi den er også meget eksemplarisk i sine fortælleformer. Og den er ikke så svær. Og en nyhed, jeg faktisk har. Jeg har nemlig lige snakket med Oliver, som optræder i den her dokumentar. At han er ved at have så meget mod på, faktisk at tage ud på skolerne. Og holde foredrag. Så det er, I har hørt det her først. Det er ganske nyt. Det glæder vi os til. Ja. Og en anden en, jeg vil tage med. For jeg har faktisk to nyheder med i dag. Ja. For det er jo jul. Så vi skal ikke fedte med det gode. Som lige er kommet på Dansk Gyldendal.dk. Og det ene, det er et forløb om WebDoks. Som er jo sådan en fantastisk medie nok, der handler om fortællende journalistik. Og temaet for den ene WebDok, eller den WebDoc, jeg har med, det er om cosplay. Som er sådan en meget interessant undergrundskultur. Og den er sådan meget fin i den måde, den er lavet på. For det er primært, at det er lydsiden og billedsiden. Og derfor har jeg også placeret den nede i det, der kalder multimodale tekster. Ja. Hvis den havde været mere tekstbåren, så havde den sgu været oppe i den mørkegrønne område. Det er der, man skal holde tungen lige i munden. Ja. Men den her, den passer også til det mørkeblå. Og det er det her med mit mørkeblå. Der skal jo være fire forskellige genre. Okay. Men den tredje, jeg vil tage med, det er den sidste. Det er også en lille perle, som har ligget længe ude på Filmcentralen. Ja. Det er en serie, der hedder "Mit Danmark". Det er film nummer to om skuespilleren Janus Bakrawai. Som vi så nok stadigvæk er med i Vild med dans. Men lad nu den ligge. Som handler om, hvad vil det sige, at være dansk? Og hvad er identitet? Ja. Og den er meget interessant, for man kan se den ud af kontekst. Ja. Kun den her film, og den var kun fem minutter. Og den er sådan meget stærkt fiktionaliseret på en eller anden måde. Og også adskiller sig fra alle andre dokumentarfilm. Men når man så ser den også i sin større kontekst, så er den nede i 2006. Og kan du huske, hvad der skete i 2006? Det var noget med nogle tegninger. Ja. Og noget med noget, der lavede med Mellemøsten. Det var jo det. Ja. Hele den her strime af film er jo lavet for at markedsføre Danmark i Mellemøsten. For at ligesom skabe et bedre image. Og det giver jo ligesom en anden vinkel. Ja. Og så i det sidste, der kommer den Kinder Æg overraskelse. Når man så går ind, ja det er rigtig ind i creditlisten. Ja. Det er jo Janus' historie. Ja. Men når man ser, hvem der er skrevet manuskriptet til dokumentarfilm. Så er det en forfatter. Jeg tror, de fleste lærere kender. Og de fleste elever. Ja, han hedder Kim. Og så siger jeg ikke mere. For det må man selv gå ind og tjekke. Og det kan måske også godt trist. Det er en cliffhanger. Ja. Så de tre, de vil være et must hos mig. Og tage ind i undervisningen nu. Her i det mørke. Fordi de er hammerende gode alle tre. Jamen det er så nysgerrigt på kolde og se. Hold det op. Men sig mig, det her med fordybelsesområder. Hvordan er det nu, det forholder sig med brede og smalle fordybelsesområder? Åh ja. Det er jo sådan den anden del af det her. Og jeg vil godt forstå, at man som lærer, og hver første gang man skal til prøve. Der er simpelthen så mange ting at holde styr på. Og jeg tror, alle lærer prøver at gøre det så godt som muligt. Hvis jeg prøver at forklare det, så plejer jeg at sige, hvis vi prøver at blive de her farver. Hvis vi vil få de os to frem. Så er det jo således, at det der er et smalt fordybelsområder. Det er der, hvor man kan godt blande forskellige genre i temaer. Man bliver jo inde på samme stue. Altså inde på blå stue eller inde på grøn stue. Men lige så snart, når det bliver bredt, så er det, at vi for eksempel blander noget fra de forskellige stuer. Det kan være, at man tager webdoks som generelt, hvor vi både har haft noget, som har været meget skriftbåren og noget, der har været meget billedbåren. Hvis vi blander de to for grøn og blå kasse, så bliver det et bredt område. Men lige så snart de leger inden for samme stue, så er den god nok. Ej, hvor spændende. Og når du siger stuer, hvad betyder det så? Jamen det er et andet ord for kasser. Og apropos kasser. Apropos kasser. Så er min ledning faldet ned. Det er bare nogle gange, at man skal bruge nogle andre ord for at sige det. Men det er inde på samme kasser. Jeg synes bare, at det er sjovt, når man ved, når man taler om stuer, så ved man, at børn fra blå stue eller grøn stue må ikke lege sammen. Sådan er det jo også ude i skolerne for øjeblikket, at de heller ikke må lege sammen på tværs af klasser. Så det er jo måske bare en anden måde at forklare det på, som måske kan være lidt nemmere. En gang med, så skal man bare bruge nogle andre ord. Men man skal bruge det ord, man bedst forstår. Og nu var jeg på stuen i dag. Ja, du var på stuen i dag. Og er det noget, som lærerne har svært ved det her, når du møder dem? Hvad oplever du der? Nej, jeg oplever... Jeg synes, at de fleste kan godt holde tungen lige i munden. Men der har kommet så mange restriktioner blandt andet. Der skal være med tekstopgivelser, skal der være nogle eksempler, og hvad der smadret og brødret område har været. Og der skal være eksemplarer, når hver har gjort det. Jeg tror rigtig mange er blevet forvirret, fordi dansklærere er sprogmennesker. Vi er ikke talmennesker. Så derfor, bær over med hinanden med alle de her tal, der er i gang. Eller vi gør det alle sammen så godt, som vi er i gang. Lige præcis. Bare vi ikke glemmer passionen for faget. Nej, det er det. Det er jo det, det hele handler om. Hjertet. Åh, fedt. Jeg er så enig her. Men det her med prøveoplæg. Så hvad kendetegner det gode prøveoplæg? For det ene ting er alt det med tekstopgivelser. Og gode tekster vælger vi jo også som lærer. Altså, vi er jo dybt engageret i, at vi kun vil læse de fedeste tekster med vores elever. Og derfor også skabe de bedste fordybelser for måder. Og der er jo en masse krav også til prøveoplægget. Det kan man læse i prøvevejledningen. For jeg havde altså et princip, der "overrulede" alt andet for mine elever. Og det var, at jeg sagde, kære venner, med det prøveoplæg, I vælger, som det aller, aller sidste gang, hvor vi har vores finale, og vi skal aldrig mere ses bortset fra dimissionen, der er et princip, det er, at den her tekst, den skal have gjort noget ved jer. Og det stiller så et ultimativt krav. Altså, enten skulle det have vakt en begejstring, en undren, en irritation, et eller andet, de var blevet nysgerrige på. Fordi det er jo det, vi dansklærere har, en stor passion med de tekster, vi selv vælger. Og den passion, synes jeg, er vigtigt som mennesker også at give videre. Så siger jeg, den ene gang, den sidste gang, I er på, der skal I vælge noget, hvor der er noget personligt engagement. Fordi det er jo således med engagement, at det, vi selv brænder for, det er altså også det, der kører, der kan bringe alt muligt videre. Og jeg synes, det er en god sidste ting at give dem videre ud i livet. Og det kan man jo godt øve med dem undervejs. Og hjælpe, altså, hvor vi er undervejs i undervisningen, efter et forløb, beder dem om at gå på jagt efter nogle tekster, som kunne være egnet. Og hjælpe dem med os at finde begejstring for noget. Det tror jeg ikke, man tager skade af. Nej, fordi hvad sker der hos eleverne, når du har gjort det? Hvordan tager de imod, at den ordre, du giver dem, at I skal finde det, som får jeres hjerte til at gnistre? Altså, nogen bliver jo irriteret på mig, men jeg synes faktisk, at de fleste, de køber præmissen. Fordi de kan jo godt se, at der, hvor man selv har en begejstring for noget, selvom man ikke synes, at danskfaget er det fedeste fag, så har det en afsmittende effekt. Og det er også, fordi jeg bliver så ked af det, og jeg tror rigtig mange dansklærere har været enige med mig, men man bliver så ked af det, hvis man sidder ude som censor og har en elev, der bare sådan tæsker en tekst igennem med en eller anden analysemodel, uden noget passion, uden noget engagement, uden noget som helst. Det bliver man lidt trist over. Så når vi lægger så meget engagement i at finde de bedste tekster og gode materialer og laver mange ting selv, så skal vi give den videre. Ja, helt klart, og det gør I jo. Jeg kunne ikke være mere enige. Det betyder også rigtig meget for selve prøvesituationen, man har den. Ja, og i livet bagefter. Jamen præcis. Selvom det kan være svært med en 14-15-årig, som helst vil noget andet. Ja, selvfølgelig. Men det er jo det, I dansklærere kan. Med hensyn til de gode spørgsmål, det er svært. Hvordan stiller man de gode spørgsmål til eleverne? Åh, jeg synes, det er så vigtigt at forberede dem lidt. Fordi når man snakker med unge mennesker, så tror de jo, sjovt nok, for vi gør det ikke at undervise, men de har jo sådan en, der tror, mange af dem, at når vi stiller spørgsmål, så er det for at finde fejl, og vi kender det godt selv lidt. At det er noget, man ikke kan svare på. Og jeg gjorde altså det med mine, at jeg sagde, prøv at høre, jeg har tre typer af spørgsmål, jeg stiller jer. Og jeg var meget tydelig også, når jeg underviste. Så jeg kan stille det, jeg kalder sådan en opklarende spørgsmål. Det er, skal jeg lige helt forstå. Det er bare sådan, så jeg kan sikre mig i par rette spor. Så kan jeg stille det spørgsmål, som er sådan lidt mere uddybende. Og det er tit der, hvor de måske bare har sagt lidt, hvor jeg tænker, du kan noget mere. Du har noget mere, du ved noget mere her, men du fik ikke rigtig foldet det ud. Kan du give nogle eksempler, eller kan du uddybe det lidt mere? Så jeg siger, det stiller jeg, hvor jeg ved, at de godt kan svare på det også. Men hvor jeg lige skal folde lidt mere ud, fordi så er der altså flere godbidder fra mig, eller point at hente. Og så siger jeg, så havde jeg sådan den tredje type spørgsmål, og den kan jeg sådan, det er de udfordrende spørgsmål. Og sige, det er der, hvor jeg skal se, om I ikke pyntede med lånte fjer, eller hvor langt jeg egentlig kan presse. Jeg kan I også tænke selv ud over det, I har øvet derhjemme. Men jeg var meget tydelig. Når jeg siger, nu stiller jeg et forklarende spørgsmål, nu stiller jeg et uddybende spørgsmål, eller et mere udfordrende spørgsmål. På den måde var de faktisk klar på, hvor det var, jeg ville hen. Og jeg gør det faktisk også, når jeg er selv ude med fremmede børn. Og siger, jeg har de her tre typer. Og jeg synes faktisk, det giver dem en hjælp, og kan tage måske noget af den der nervøsitet, for de er jo kampnervøse, Louise, når de står der i forvejen. Og det vil jo også på deres vegne, fordi vi skal jo glemme at prøven, er jo også en eller anden... Det er ikke kun eleven, der er til at prøve. Det er også os, som lærere. Så vi skal huske at være gode ved hinanden, ikke bare til jul. Men det er i høj grad også i prøveperioden. Ja. Men Louise, en ting er at finde gode tekster, og gøre et godt forarbejde, og bringe noget passion ind i undervisningen, og stille de gode spørgsmål, men det gør jo ikke det hele. Hvad når de står der i lokalet, og er hamrene nervøse, og sommerfuglene pisker rundt, Louise? Ja. Det ved jeg nemlig, at du har lavet noget superrelevant og godt undervisningsmateriale omkring. Tusind tak. Jeg er også meget glad for det undervisningsmateriale, som man finder inde på portalen. Og det kommer lige straks. "Tal så andre lytter." Og hvorfor er det her vigtigt, Louise? Altså, jeg opdagede jo, at det var vigtigt, da jeg flyttede til Danmark med min familie, og min datter skulle holde foredrag i sin klasse. Og hun havde ingen anelse om, hvad hun gjorde, hvis hun blev nervøs. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle opbygge foredraget, eller hvordan hun skulle øve sig i det. Hvordan hun skulle skrive små tekster til sig selv, så hun kunne huske det. Og fremfor alt, hvad hun gjorde, hvis hun blev meget nervøs. Og så skrev jeg til hendes lærer og spurgte lærerne, jamen, hvad tænker du? Og hun vidste det heller ikke, for det er ikke noget, der bliver lagt særlig meget vægt på i uddannelsen for lærere eller i folkeskolen. Hvilket jo er en absurditet, fordi vi går til prøver hele tiden, og vi holder mange foredrag, men det bliver forventet, at vi ligesom bare kan. Så så holdt jeg en workshop med min datters klasse og skrev noget materiale, som jeg skrev lidt om, og så sendte jeg det til Gyldendal og sagde, det her, det skal vi da gøre. Og så sagde Gyldendal, det skal vi da, men vi skal lave til film. Og så sagde jeg, det lyder fedt, det har jeg aldrig prøvet før. Så så endte det faktisk med, at jeg fik lov til at udvikle de film, der er inde på portalen under "Tal, så andre lytter", som er en række korte film, der er lidt ligesom, kan du huske Jørgen Clevin? Ja, for pokker. Ja, han er mit store pædagogiske forbillede. Han var så god til at modellere, hvordan man skulle gøre. Og det har jeg tænkt på, da jeg skrev de film, og så fik jeg lov til at spille med i dem også. Så jeg lavede simpelthen en Viggo Mortensen på det her med at lære at tale, så andre lytter, og princippet også at lytte, så andre taler, for det er en del af det. Vi er ikke gode til at gå til prøver eller til at holde foredrag, hvis vi har dårlige lytter. Det kan enten være folk, der sidder og sådan her, ser sådan lidt bryske ud med deres "resting bitch face", eller folk, der sidder og kigger på deres mobiltelefoner, eller bare alment uinteresserede. Vi har brug for gode lytter. Så det kom ud her i år, og det har været en fantastisk rejse at arbejde med eleverne med det også. Jamen, hvordan er det? Hvad er din oplevelse? Fordi jeg ved, at du har været ude og bruge det her på skoler. Kan du ikke fortælle om det? Jo, altså, det er jo vildt fedt at få lov til at være fremmed og komme ind i en skole og gøre ting. Så sent som sidste uge, så var jeg ude og arbejde med en gruppe unge mænd og kvinder fra 9. klasse og op til 1. g, som er meget eksamensangste. Så er angste, at nogle af dem udbliver, eller udvandrer, eller besvimer, eller får næseblod, fordi de er så forfærdeligt nervøse. Og så arbejder jeg med dem en halvanden time, hvor vi arbejder med de metoder, som man finder inde på "Tal, så andre lytter". Hvad gør man med kroppen for at føle sig sikker? Hvad kan man gøre lige inden man går ind? Hvad kan man gøre dagene indtil? Hvordan læser man bedre op? Hvordan læser jeg bedre op i forhold til dig? Vi læser sikkert op på forskellige måder. Og så også den her mentale hygiejne omkring det der med at huske at tænke godt om sig selv, at spise morgenmad, fordi man fortjener det. Ikke drikke energidrikke, som faktisk godt kan accelerere en angsthed, en nervøsitet, så undgå energidrikke. Og så lige den der håndfuld med blåbær eller valnødder, som inden man går til at prøve, for det er med til at hjælpe koncentrationen. Og vi arbejdede den her halvanden time på, vi var en gruppe af 12 elever, og nu er de til at prøve, og de er der alle sammen. Men det vilde er, at dagene efter, så rapporterede lærerne tilbage og sagde, at de er jo mere og mere i undervisning. Der er nogle af de her elever, som aldrig har sagt en lyd, som pludselig rækker hånden op og siger, det har jeg en mening om, og den kommer her. Og det er det, der er målet med "Tal, så andre lytter". En ting er, at elever bliver frygteligt nervøse, og det skal de hjælpes med. Og det kan lærerne hjælpe med, og det kan de selv hjælpe med. Men det er også et demokratisk dannelsesprojekt. Ja, fordi jeg tænker, jeg kan huske fra mit undervisning, jeg tror rigtig mange af jer lærere, der sidder og kigger med, kan nikke genkendende til det samme, at når man sidder med en klasse, så er det altså de samme måske 5, 6, 8 stykker, engang imellem færre, som bidrager ligesom til samtalen. Og der er rigtig mange, der sidder og forputter sig og er generte, eller angste, eller tør ikke sige noget, er bange for at sige noget forkert. Og det er jo rigtig, rigtig synd, fordi den bedste måde, man lærer at udtrykke sig, det er ved at øve sig. Så du siger, at ved at rette fokus derhen, og ikke bare, som jeg hørte dig sige, at det ikke kun handler om den ene dag, de er til at prøve, men det kunne også have en positiv effekt tilbage på undervisningen. Præcis. Men hvordan skal man så gøre det som lærer? Fordi nu siger jeg, at der ligger de her film "Tal, så andre lytter", men hvordan skulle jeg for eksempel bruge dem i min undervisning? Præcis. Altså, hvis jeg kunne bestemme alting i hele verden, så ville jeg have... Det får du lov til lige nu. Jeg drømmer lige, at vi startede med helt fra børnene, eleverne er helt små, at øve nogle mere elementære øvelser med dem. Fordi jeg hører børn med sceneskræk fra anden klasse. Så at vi starter med at lære dem at trække vejret, inden de gør noget, de er lidt nervøse for. Og nu kommer der en praktisk øvelse. Okay. Fordi det er en vejrtrækningsøvelse, som jeg kæk har dybt løvevejrtrækning. Fordi store pattedyr, de trækker vejret sådan her lige inden de skal til at sove. Og det handler om, at man trækker vejret to gange ind gennem næsen og puster ud gennem munden. Så sådan her. Når vi gør det, så signalerer vi ro til hjernen. Og det er en god øvelse at begynde at lære børnene så tidligt som muligt. Fordi når de kommer ind fra frikvarteret og ser sådan... Så kan man starte timen med at sige, at vi starter lige med at trække vejret. Selvfølgelig åbne vinduerne. Men nu trækker vi lige vejret, så vi kan få fokus. Og den øvelse er med til at give fokus. Det er så et generelt ønske om, at vi fokuserer meget mere på at udruste vores elever til at gå til eksamen. Fordi der er forbløffende lidt fokus på den måde, vi serverer vores viden på. Og hvilket er bizarrt, fordi vores hjerne er jo Danmarks bedste råstof. Glem grise og diamanter og mink. Vi har vores hjerne, og det er dem, vi skal fokusere på. Hvis vi ikke kan få det ud, så har vi et problem. Og det her materiale udspringer jo af, at jeg står med så mange voksne mennesker, som jeg træner, som ikke kan det. Som bliver rystende nervøse, når de skal gå til jobsamtale, eller holde bryllupstaler, eller gøre det, som vi jo voksne hele tiden skal. Så lærerne har en mulighed for at shuffle ind på det her materiale, inden at børnene skal, eleverne skal holde oplæg for eksempel. Og gerne i god tid inden at vise film. Det kan være separate film. Der findes en, der handler om nervøsitet. Der findes en, der handler om kropsprog. Eller sige til eleverne, prøv lige at gå ind og kigge på de tre film, hvor I tænker, at det er mest relevant for jer. Så det bliver sådan en form for, det er en købmandsforretning, hvor man kan gå ind og træne sin egen mundtlighed. Og man kan tage de film, kan jeg forstå, hvor man vælger bedst. Altså en, som passer lige der til de elever, og hvad man lige arbejder med. Og der med at tage en del af det ind, for vi arbejder jo meget mundligt i dansk. Ja, lige præcis. Og vi taler jo meget om de her tekster, og vi fremlægger. Men det kan vel også bruges i gruppearbejde. Ja. For det eneste er, når man selv står og fremlægger noget, så man jo skal til den mundlige prøve, der står man alene. Men den træning kan man vel kun, hvis man også har prøvet at fremlægge i mindre gruppe, men også i samarbejde. Præcis. Når man sidder og taler om tekster og laver gruppearbejde ude i klasserne. Præcis. Altså der ligger så meget træning i mundtlighed, som vi går glip af. Vi taler ikke, hvad der sker, når vi bruger vores stemme bevidst. Vi taler ikke om, hvor meget vi kan kontrollere en situation ved, at vi lærer at trække vejret. Og der bliver vi altså nødt til at fokusere noget mere på, fordi der er frygtelig mange nervøse elever derude. Men når de så fokuserer på det, så var jeg ude for den vildeste situation her for nylig, den sejeste skole. En folkeskole i Værløse, som havde kontaktet mig, hvor lærerne faktisk, hvor jeg arbejdede med lærerne først. Så så kom det ind i lærer-DNA'en, og de mærkede på deres egen krop, at jeg gav dem en øvelse for at gøre dem nervøse, og så træk vi vejret og gjorde de forskellige øvelser, som man kan se derinde. Og så stod lærerne kraftigt og tydeligt i deres rolle. Og så arbejdede jeg med to klasser i en stor gymnastiksal ugen efter. Og der var altså elever, som havde fået sedler med hjemmefra, om at de ikke behøvede at sige noget, hvis de ikke ville. Okay. Hvilket faktisk var ret fedt, for det gjorde så, at de var ikke nervøse, for de vidste jo, at der havde en seddel, som de kunne hive op af lommen. Og det var sådan meget, meget, meget stille piger, og der var en dreng, som stammede, og lærerne sagde, at det her kan godt blive en udfordring. Og jeg tænkte alligevel, at det bliver nok dem, der rejser sig op og holder nogle af de fedeste taler. Og efter vi havde arbejdet sammen i to timer, og vi havde arbejdet hårdt, så var en af øvelsene, at de skulle skrive en tale om noget meget, meget vigtigt. Og hvem stiller sig op som en af de første? Jamen, det var jo hende pigen, som havde fået en seddel med hjemmefra. Og en af de næste, det var den her dreng, som stiller sig op og holder, altså jeg får stadigvæk gåsehud, at jeg tænker på det. Han holder en tale om, hvorfor vi skal have mere motion ind i undervisningen, og hvad det betyder for venskaber og sundhed osv. Og han sidder lige i skabet. Og alle hans kammerater... Det er jo totalt optur også, at få lov til at opleve det. Det er det, hvor kammeraterne sidder med åbne munde, lærerne sad med åbne munde, og de selv, som var sikre på, at de ikke skulle sige en lyd, deres rolle forandrer sig jo fuldstændig. Og de oplever sig selv i et nyt lys, og de oplever hinanden i et nyt lys. Og de lærte, vi havde meget fokus på det her med at lytte godt til hinanden. Og de gjorde det bare simpelthen så godt. Så med det, så er det ved at lægge væk på, at man kan virkelig nå rigtig, rigtig langt, meget hurtigt, hvis man satser på at arbejde med det her. Og det var jo også de ting, vi har taget fat på i dag, for en mundtlige prøve er jo et gigantisk stort område. Men kalenderen siger december, og vi har stadigvæk... Og derfor har vi også valgt, at de ting, vi tager fat i dag på de her 30 minutter, det er alle de ting, man kan gøre nu. Lige præcis. I god tid inden. Hvis vi havde holdt det her i april, så havde vi lavet et andet fokus. Yes, det havde vi jo. Så hvis du skal give lærerne tre gode råd med her i december, lige før jul. Ja. Omkring det at arbejde med mundtlighed på den måde. Ja. Jamen så er det jo, at der er noget forebyggende arbejde, som jeg vil anbefale alle at gå i gang med. Der er det her med, at vi skal tænke pænt om os selv. Vi skal gå ordentlig tid i seng. Vi skal ikke se på skærm lige inden vi sover. Vi skal huske at spise morgenmad, og vi skal motionere. Altså de her ting, som man også kan formidle ud til forældrene om, nu må vi hjælpes ad for at gøre det her så godt som muligt. Og så er i den selve situation, når man sidder med en elev, som er akut nervøs, så er det reptilhjernen, krybdyrshjernen, som er aktiveret. Og der har vi en tendens, os som taler meget, at tale meget. Men det er der, vi skal holde os tilbage, fordi krybdyrshjernen går fuldstændig i sort, hvis den hører en masse ord. Så hvis du nu var min akutte nervøse elev, så ville jeg sige, Charlotte, du er bare nervøs. Her er et glas vand. Og nu trækker vi vejret på den der måde. Du er husker, som løverne gør på savannen. Lige præcis. Og mens vi lige gør det, så kan censor, hvis der er sådan en, få en kop kaffe, fordi vi er lige i gang i noget her. Apropos det med nervøsitet, så vil jeg lige smide en sidste ind i puljen, som jeg ved, at mange har brugt. Da jeg havde mit sidste hold til prøve, og det er jo tilbage i 2015, der var tre elever, der var så modige at sige ja tak til, at de havde kamerahold fra Gyldendal med ind i prøvelokalet. Wow. Til deres første mundtlige prøve. Det var deres første. Og med en meget ambitiøs dansklærer foran dem. Men de sagde ja. Og det er der faktisk kommet tre film ud af. Og som stadigvæk ligger derinde. Og jeg ved, at mange har brugt det derude og været glade for dem, fordi det viser også, at man kan godt sidde og mumle lidt, og man kan godt sige nogen forfatternavne helt forkert, og alligevel slippe fra det. For jeg tror, at det der egentlig kendetegner de her tre, det er, at de er oprigtige, de er autentiske, men de viser noget engagement. Og de er også nervøse undervejs, og de siger også, at jeg skal lige trække vejret. Og det kan også være med til, at man kan se, altså en ting er med, hvad man arbejder med vejrtrækning og øve sig i det daglige og få modet til det. Men også se, hvordan nogle helt almindelige børn faktisk også, så man får afmystificeret lidt den her prøvesituation og finde ud af de der censorer faktisk ikke. Sådan nogle djævle, som vil rive hovedet af dem og finde fejl. Og de er helt klar på, hvad er det for nogle spørgsmål, vi stiller dem. Og de ved i hvert fald, at den tekst, de har valgt, den sidste gang, den finale, de er op til, det er, de har brændt for. Ved du hvad, så går det ikke helt galt. Nej, og vi har brug for at mærke, at der er mennesker rundt om os, der vil os det vel. Jeg opdagede det meget tydeligt, da jeg stod med en elev og en ven. Hun er nu 14. Abby, og hun vil holde bryllupstalen for sin mor og sin nye stedfar. Og jeg sagde, det er da fedt. Det vil jeg gerne hjælpe dig med, hvis du har lyst til det. Og det fik jeg lov til, vi skulle tilfældigvis til samme bryllup. Og hun skrev talen og holdt den for mig. Jeg rettede ind med stemme og husk pauser og gør det og gør det. Og så når vi står der, Abby, så forbered dig på, at du godt kan blive lidt nervøs. Og du kan godt blive lidt berørt. Og det er okay. Men du skal have saftsprøjtme holde talen færdig, for det er en fed tale, du har skrevet. Og Abby stod der helt alene omgivet af 40 voksne, og det var mørkt. Og jeg sad ved siden af hende, for jeg havde min mobiltelefon til at lyse på hendes tale. Og så gik hun gang med at holde sin tale. Og hun koncentrerede sig og holdt pauser. Og så på et tidspunkt kigger hun op. Det var ret mørkt. Så ser hun så, at sin nye stedfar, han hulker. Og vi taler også om en stor mand på to meter, som hulkede. Og så kiggede hun rundt, og så stod alle jo og græd. De var meget berørte. Og så blev Abby jo berørt. Og så hev jeg hende lidt i fletningen og sagde, at det er nu, du trækker vejret. Og så gjorde hun sådan her. Og så sagde hun: "Mor og Christian vil bare sige, at jeg elsker jer. I et fantastisk par. Lad os skåle for brudeparet. Skål". Bam! Og der skete det, at Abby blev mødt af et brøl. Det var jo ikke engang klapsalve. Det var jo bare sådan noget. Vurr! Fordi hun havde mod til at gøre det. Og bagefter kom de voksne hen og sagde til hende, at jeg aldrig har hørt så god en tale. Og så dagen efter spurgte jeg hende, hvad så Abby? Hvad tænker du om den her oplevelse? Og så sagde hun, at efter i går så behæver jeg aldrig at være bange mere. Nu kan jeg jo sige alting. Og det er det, vi har brug for. Vi har brug for at blive spejlet i. Nu gør vi noget, som er svært. For det er forfærdeligt svært. Det er svært for voksne. Og det er svært for børn at gå til mundtlig eksamen, som det jo er at holde en tale. Der skal vel så også være plads til, at man fejler lidt. Man er jo ikke altid en succesoplevelse, selvom man har gjort sig umage. Det skal der vel også være plads til. Absolut. Men der findes jo ingen perfekte taler. Men det er, når det kommer fra hjertet, som du taler om lige i starten af webinaret. Når man finder en tekst, der virkelig appellerer til en. Når man fortæller noget ud fra sig selv. Så kan man fumle nok så meget rundt i det. Fordi folk siger, jamen det kommer fra dig. Og det er det, det handler om. Det handler om, at det skal komme fra os selv. At vi skal turde stille os op og sige, hvad vi tænker og hvad vi mener. Og så måske også tænker jeg, at vi skal også holde fast i og tro på, at det vi har gjort er godt nok. Ja. Også når vi som dansklærere i det her meget komplekse felt, som hedder mundtlige prøve med tal og vi er jo sprogmennesker, og to og fire. Og når vi afleverer, når vi viser det til den, der skal være vores censor. Og vi siger, at vi har gjort det så godt vi kunne. Med alle de kompleksitet, som sådan noget jo også har. Præcis. Og så være gode vi hinanden derude. Det trænger vi til. Ja, det er et godt julebudskab. Det kan vi sige til jer derude. I gør det virkelig mere end godt nok. Og nu har I sendt spørgsmål ind, så dem vil jeg lige få sendt ind her. Tak. Og er det spændende. På med brillen, Louise. Yes. Her kommer et spørgsmål fra Per i København til Lotte. Har du lavet undervisningsforløb til de tekster, som du har anbefalet i dag? Ja. På den måde var det jo lidt ananas i egen juice. Men det er jo dem, jeg kender bedst. Så det var altså nogen, jeg selv har lavet. Men jeg brænder så meget for de tre forløb. Dels fordi, at jeg jo kender Oliver. Og jeg synes, det er en perle af en dokumentar. Og så varer den kun lige 30 minutter. Og så handlede det for en gang skygge ikke om død og ødelæggelse. For det synes jeg, der er så meget af. Og de to andre synes jeg er så interessante. Den sidste har jo været på mine tekstopgivelser i mange år. Den er fra 2006. Og jeg synes, det er så ærgerligt, at man skal gå og fedte med det. Så ja, dem har jeg altså selv lavet. Ja. De er inde i forløbet. Det er lækkert. Det er godt. Og nu kommer der et spørgsmål fra Laura i Esbjerg. Tak, Laura. Og det er til os begge to. Vi kan simpelthen lige nå sådan den der klassiske. Hvad er de tre vigtigste råd, I vil give jeres elever inden prøven? Mit tre, det er, find engagementet og passionen. Gå efter der, hvor du undrer dig, du er interesseret, du bliver nysgerrig. Fordi det er passion og engagement, der driver værket. Tro på, at du kan. Fordi vi som dansklærere, vi har lært dig det hele. Der er ikke noget nyt under solen. Du skal vise mig, hvad du kan. I højere grad fokus på det, du kan. Og glem det, du ikke kan. For det ser vi ikke. Ej, lige præcis. Ej, hvor er det smukt. Og for mig er det, træk vejret. Du er blandt venner. Træk vejret, så tænker du bedre. Hvis du bliver nervøs, så sig, nu er jeg blevet nervøs. Jeg skal lige have et øjeblik til at samle mig. Og til allersidst, det skal nok gå alt sammen. Jeg har været til en masse eksaminer, og nogle af dem er gået helt forfærdeligt. Men jeg sidder her endnu, så det skal altså nok gå. Det lover jeg dig for. Det var vist ordene. Det var vist ordene. Altså Charlotte, tusind tak, fordi vi kunne sidde her og tale om noget, som virkelig er vigtigt for os. Det er mundtlighed og sikre både eleven og læreren i deres roller. Det er jo og magt påliggende. Ja, og det skal være godt derude for os alle sammen. Det skal det være. Og vi skal kunne være i det. Så glædelig jul til dig, Louise. Glædelig jul til dig. Og glædelig jul til alle jer. Glædelig jul til jer. Og tak fordi I så med. Tak for i dag.