Rigtig hjerteligt velkommen til Lærerstreger. Jeg hedder Louise, og i dag skal det handle om læringsrum. Både de fysiske, men også de mentale. I dag har jeg to eksperter på området i studiet, som jeg glæder mig meget til at spørge ud om det her. Vil I ikke præsentere jer for os? Start du. Start du, damerne først. Jamen, jeg hedder Valinka, og arbejder med det her samspil mellem rummet og læring. Eller faktisk rummet og adfærd. Jeg har en baggrund som sociolog, og jeg har sidenhen lavet et forskningsprojekt, jeg har lavet en ph.d.-afhandling omkring rummets betydning for den måde vi arbejder på, færdes på, de ting vi gør. Og så har jeg gennem de sidste mange år specialiseret mig over i det her læringsrum. Hele aspektet omkring elevernes trivsel, lærerenes udfoldelsesmuligheder og rummets betydning for hele den dynamik, der er der. Kasper? Jeg hedder Kasper. Jeg har en kandidatgrad i didaktik og matrikelkultur med speciale i rum og læring. Til daglig er jeg partner i tegnestuen NERD, som designer uddannelsesarkitektur og læringsmijøer. Så er jeg også læreruddannet tidligere og har syv års praksiserfaring fra grundskolen. Jeg ved ikke, hvordan det var, da I gik i skole, men da jeg gik i skole, var det et firkantet rum med pisgule vægge Der lugtede altid af madpakker. Store firkantede vinduer. En stor grøn tavle. Og aldrig noget sådan rigtig spændende på væggene. Og det var ligesom det rum, vi havde. Og så sad læreren oppe på et lille podie. Hvordan så det ud, da I gik i skole? Det har du jo lige beskrevet, tænker jeg. Det rammer det meget godt. Vi havde ikke nogle lærere, der sad på et podie. Det var trods alt i øjenhøjde. Men der var et kateder. Meget større bord end vores andres. Altså helt standard. Selvfølgelig. Og mit klasseværelse så også sådan ud og ligner fuldstændig min søns og min datters klasseværelse her 30 år efter. En masse hårde bord og stol på lange lige rækker. Hvide, kolde vægge, nogle lysarmatur loftet. Ja. Og så en tavle. Og måske lige en plakat fra et lærebogsforlag med genretræ og så nogle opslagstavler med adfærdsregulativer og lidt skoleskema og et par idolplakater og så måske nogle elevproducerede plancher, som er sat op med abesnot, hvor den ene så er faldet lidt ned. Der er ikke rigtig nogen, der føler sig tilskydende til at sætte den tilbage. Så det lyder som om, vi kommer fra samme klasseværelse og at der er også mange klasseværelser, der ser ud sådan endnu. Men det er I jo i gang med at lave lidt om på. Vi vil ikke fortælle hver især lidt mere om, hvad det er I går og laver for at gøre læringen bedre hos de danske folkeskoleelever og lærerne. Skal jeg starte? Ja. Ja, altså jeg kan prøve. Det var jo et langt spørgsmål. Altså det er, det kan også være, at vi kommer ind på det senere hen, men der er jo i hvert fald sket rigtig, rigtig meget i forhold til, hvad er et læringsrum og hvordan. Hvad er det for en didaktik, vi kører med? Hvordan er det, vi ser elevernes trivsel og hvad er det for en undervisning, vi egentlig gerne vil bedrive? Alle de ting, synes jeg, der bliver stillet rigtig mange spørgsmålstegn ved i de her år. Og det gør også, at sådan den forståelse af, hvad et klasselokale er eller hvordan en skole fungerer, det her ændrer sig rigtig meget. Også fysisk, altså man kan sige, at det fysiske, det repræsenterer jo nogle underliggende forestillinger om undervisning. Altså som klasseværelset med læreren, der sidder foran katederet, det er jo en forestilling om, hvad der er en lærer skal kunne, som materialiserer sig i den fysiske verden, vi færdes i, når vi er på skolerne. Og hele de sådan underliggende strukturer, altså det er jo måske sådan det sociologiske perspektiv, men de der sådan underliggende sociale strukturer, de er ved at ændre sig, og derfor så er rummet også ved at ændre sig ret fysisk i forhold til, hvordan det har set ud tidligere. Så det er noget af det, jeg arbejder med. Så hvad gør du helt præcist? Jamen jeg arbejder med brugerprocesser, jeg går ind og kører parallelt med arkitekter, nu repræsenterer du lige arkitektverdenen, Kasper. Hvor jeg sådan hjælper til at bygge bro mellem rummet og adfærden. Altså det her med sådan, der er både noget med at sige, vi har en masse penge, vi skal bygge en ny skole. Hvad kunne I godt tænke jer som lærer eller som elever, hvor man laver noget brugerindragelse? Men det bliver meget hurtigt sådan lidt en ønskeliste, synes jeg. Altså jamen vi vil gerne have en ny aula, vi vil gerne have en ny køkkenhave, vi vil gerne have noget nyt. Men jeg synes, der hvor det bliver interessant, det er når man går ind og kan bruge rummet lidt mere strategisk og bruge processen mere strategisk og sige, okay, nu har I den her pose penge. Hvordan kan vi samtidig bruge det som en mulighed for at ændre noget adfærd? Altså skal vi åbne mere op, så vi giver slip på vores klasselokale struktur? Skal vi gøre nogle ting, så vi egentlig også ændrer ikke bare rummet, men egentlig også den adfærd, der ligger til grund for hele den måde, vi indretter på? Okay, godt. Så det er sådan en opkvalificering af brugerprocesser? Ja. Og det lyder som om, at du er med i den, ikke måske konkret i Valinkas processer, men det er noget af det, I arbejder med inde i NERD, arkitekterne? Ja, men altså vi arbejder jo på mange måder med den samme tilgang, som Valinka lige har beskrevet, hvor vi i høj grad forsøger at involvere dem, der egentlig skal bruge de her rum. Og så gør vi jo det i forlængelse af det, du sagde, Valinka. Vi kigger jo også i den netop i høj grad på, om der er kongruens, skal man sige, mellem det, som rummet inviterer til, og så de pædagogiske regulationer, der er på en skole. Eller det regelsæt eller værdisæt. Og helt konkret kan det jo komme ud i sådan noget med, at der er rigtig mange skoler for eksempel, der har mange lange lige gange. Og sådan en lang lige gang hos et barn inviterer direkte til at løbe. Så der er sådan et rummets sprog, kan man sige, som taler til barnet og inviterer til en særlig adfærd. Og så kan det jo være en pædagogisk regulation på skolen, at man løber altså ikke på gangen. Og så har vi sådan en konflikt mellem rummets invitation og sådan det pædagogiske værdisæt. Så vi har en meget stort fokus på at få de to ting til at stemme overens. Og enten så siger man, vi har ikke råd til at ændre de her lange lige gange. Nej, men så skal vi måske ændre vores pædagogiske regelsæt. Og sige, så er det det rum, vi inviterer til, så må vi godt løbe på gangene. Eller også hvis man holder fast i sit pædagogiske regelsæt, jamen så bliver vi nødt til at ændre på rummet. Så det understøtter det at invitere sig noget andet end at løbe på gangen. Så I går ind og ændrer på rum, så det hænger sammen med skolens politik og pædagogik, men også så at eleverne og lærerne trives bedre i rummene. Absolut. Altså forsøge at skabe nogle rum, som ikke er konflikterende og som ikke skaber konflikter. Det kan jo være enormt svært at få øje på, men mange af de konflikter, vi ser i skolen, både mellem børn og børn og mellem børn og voksne, noget af det kan altså løses med et lidt mere.. et blik rettet mod de fysiske rammer. Og så tror jeg, jeg vil supplere, fordi jeg laver jo ikke rum, jeg er jo ikke arkitekt, jeg har ikke forstand på indretning som sådan, jeg har selvfølgelig en holdning til det. Men det jeg synes er vigtigt, når man laver sådan en proces, hvor man går ind og ændrer på rummet, det er jo den her bro, som jeg har snakket om med, at sådan fra rummet til adfærden, men det går også den anden vej. Du skal den anden vej over broen, fordi der handler også noget om at sige, okay, lærerne skal på en eller anden måde også lære at bruge rummet på en ny måde. Hvis rummet er helt anderledes, hvis du går fra et klasselokale ud til et stort åbent læringsmiljø, hvor der er forskellige enheder, og det er sådan et læringslandskab. Altså, hvordan er det lige, man går fra den, det er en rejse jo, man skal på, fra det rum til en anden rummelighed. Og det vil sige, der går du lidt tilbage igen over broen i forhold til, at det er jo også rummet, der påvirker adfærden. Og der tror jeg, det er rigtig vigtigt, når man laver sådan nogle forandringsprocesser, altså når man laver store, bygger nye skoler eller renoverer, at du ligesom sørger for, at man får lærerne med på den rejse. Ja, og det ser vi jo også tit, at man bygger en ny skole eller indretter en ny skole, hvor man baserer den på en anden didaktik, men man får aldrig lavet den implementering, af ny praksis hos lærerne, så du afleverer et super lækkert byggeri, men som bare er indrettet på noget andet, end hvad lærerne er vant til, uden at føre dem ind i det. Og så sidder der ofte en masse lærere tilbage og ønsker sig tilbage til det, de kendte og havde engang, og så har man spildt 150 millioner. Så kan det godt være, at det er en lækker skole, der ser flot ud fra en drone, men der sidder en masse brugere derinde, som ikke aner, hvordan de skal bruge det, og hvor rummet der er ligefrem modarbejder. Ja, wow. Den praksis, de gerne vil udfolde. Men sig mig engang, så det lyder som om, at I har opskriften på det ideelle, perfekte klasseværelse eller læringsrum. Og man kan bare ringe. Så er alle verdens problemer løst. Det er simpelthen, det er bare... Jamen, der kan jeg måske jo. Ja, hvad har du for? Fordi det er jo et interessant spørgsmål. Hvordan ser det ideelle klasseværelse ud? Og grundlæggende set vil jeg sige, at det findes ikke, det ideelle klasseværelse, og det gør det ikke. Fordi klasseværelse i sig selv ikke er ideelt. Altså, du tager 30 børn, og så smider du dem ind på 70 kvadratmeter, og så sætter du dem i et åbent kontorlandskab, uden afskærmning, på en hård stol. Og der sidder de så størstedelen af deres uge i 10 af de måske mest formative år i deres liv. Altså, prøv at forestille dig, at det var vores arbejdsplads, at vi skulle sidde i et meget, meget cramped kontorlandskab, hvor der er alle mulige, der sidder og snakker rundt om os. På den her utrolig hårde stol. I rigtig lang tid ad gangen. Så vi kan godt tale om klasseværelset i sådan et indretningsperspektiv, og der er selvfølgelig noget, der virker bedre end andet. Men jeg tror, vi skal have fat i hele vores idé om det her klasseværelse, og om det egentlig er særlig stimulerende. Sansemæssigt, men også adfærdsmæssigt og i forhold til, hvordan børn i det hele taget fungerer. Mennesker er ikke designet til at sidde ned. Vi er designet til at bevæge os. Og vi har altså en skole, som i høj grad er baseret på, at man sidder på sin flade. Og at læring er sådan noget, der foregår bedst, når man sidder ned. I hvert fald hvis vi kigger på den praksis, der er den måde, netop som du sagde tidligere, at rumene er jo kulturbærende og også afslører nogle af de grundlæggende strukturer og idéer, vi har om, menneskets læreprocesser, menneskets organismer, og hvordan vi fungerer også fysiologisk. Så måske ikke helt er optimalt. Nå, men det er fordi, jeg tænker på det her med, hvad er det i det hele klasselokale. Altså, jeg synes faktisk, det er rigtig svært at svare på, fordi jeg tror også, hvis du går ud på skolerne i dag, så er undervisningen jo heller ikke begrænset til kun at være et klasselokale. Altså, det kan godt være, at eleverne starter dagen der, eller starter timen i klasselokalet, men lærerne har jo allerede en praksis, der er ud over de fire vægge. Så nogle gange tror jeg også, man skal passe lidt på med sådan at sige, ja, I bruger bare gamle klasselokaler og ikke andet, fordi der bliver også brugt gangarealer og elever, der sidder på trapper og alt muligt. Og så er vi faktisk på vej over en diskussion, noget omkring nogle fællesarealer. Altså, fordi jeg synes, klasselokalet kan jo også noget. Det er en base. Det kan også give noget ro og noget struktur. Det er her, du starter dagen. Men jeg synes, der hvor det bliver interessant, det er at sætte spørgsmålstegn ved, skal det være 60 kvadratmeter? Det tror jeg er standard. Og skal vi have 30 præcis ens klasselokaler hele vejen ned? Altså, men funktionen af en base, og her starter vi dagen, den kan måske se ud på en anden måde, og så skal vi egentlig fokusere lidt mere på fællesarealerne, fordi det er jo sådan egentlig didaktikken og pædagogikken er i dag, synes jeg. Ja. Men altså, der er jo rigtig meget af det her, der jo egentlig ikke har så meget med rum at gøre, men med nogle overordnede strukturer, ikke? Fordi vi har jo stadigvæk en skematisk struktur og hele den måde, vi inddeler skoledagen i fag på. Hvor rigtig mange af de fag hører til i det her ene rum. Og det betyder, og i og med det er skolens, eller timemæssigt største fag, så er der jo rigtig meget undervis-, reelt undervisningstid, der er allokeret til det rum. Så er det fuldstændig rigtigt, så er der nogle skoler, som har en mulighed også for at trække læringen eller undervisningen ud i nogle fællesarealer, ikke? Men der er jo altså desværre også blandt de 1249 skoler, der er i Danmark. Skoler, der ikke rigtig har de muligheder, ikke? Altså vi ser jo mange skoler med nogle ret døde arealer, altså fællesarealer, ikke? Så hvordan ser det ud, hvis I skulle kigge ud i fremtiden? Hvad er rumtrendsene der? Hvordan kommer fremtidens skoler til at se ud? Jamen jeg... Skal jeg... Skal jeg... Fyr den af. Nu har jeg taget ordet. Jeg har taget to cases med, som egentlig også handler lidt omkring det her med fællesrummet. Og hvis vi tager case 1, det er jo den typiske eksisterende bygningsmasse. Hvor mange sagde du skoler, der var, Kasper? Sidste tal tror jeg var 1249. 1249? Men holdt, hæng mig ikke op på det, men det er omkring. Hvis du har 1249? Det er jo. Rigtig mange skoler ser sådan her ud, og det er jo et typisk eksempel på, at man prøver at inddrage det rum, du har lige i nærheden. Fordi der kan du lukke nogle elever ud og sidde der og svare på deres opgaver, og så kan de gå tilbage igen i klasselokalet. Så der har du jo sådan... Det er jo et tegn på, at vi er ved at bevæge os ud over klasselokalet, og vi har brug for supporterende rum eller ekstra rum til at lave den undervisning, vi gerne vil. Men hvis man så har en anden case med, som er en ny skole, som jeg har vundet sammen med GPP-arkitekter, der skal bygges i Hørning. Til lykke. Ja, tak skal du have. Og det her er jo et rigtig godt eksempel på et fællesareal. Altså når man sammenligner de to fællesarealer, så er det jo virkelig sigende, hvor stor en forandring, der er sket i forhold til, hvordan det er, man tænker skole og rum og læring. Altså fordi det der fællesareal, det kan jo en hel masse andre ting. Der er jo faktisk plads til, man kan være der. Og hvis du lige pludselig får så stort et fællesareal med så mange forskellige enheder og forskellige mange kroge og nischer og muligheder for at have små grupper og store grupper, jamen så ændrer det jo også ved betydning af basislokalet. Altså hvad er det så klassisk lokalet skal kunne? Fordi lige pludselig giver du meget mere plads til fællesarealerne. Så på den måde er der jo en kæmpe forandring. Og vi er i fuld gang. Og vi er i fuld gang. Så jeg tror, og den tendens, jeg har du spurgt til fremtiden, jeg tror den tendens med sådan lidt større fællesarealer og noget variation og nogle rummeligheder, der kan noget forskelligt og tilbyder noget forskelligt, det tror jeg i hvert fald, vi kommer til at se meget mere af. Så opgøret med hele den der ensformigheden, repetitionen af de helt standard lokaler, der er helt ens, den tror jeg ikke, vi kommer til at se mere af. Den er i hvert fald i forandring, ikke? Der er jo også virkelig mange skoler, som ser sådan her ud. Altså det er jo især inden for nybyg, at det her er. Men i forhold til spørgsmålet om rumtrends, jeg synes egentlig, jeg ser flere trends lige for tiden. Der er dels en trend, hvor der er nogle skoler, der går sådan en, hvad kan man sige, en faglaboratorievej, hvor man begynder at give hver enkelt fag et læringsrum, som så er indrettet lige præcis på det fag. Det har vi jo haft tradition for, men 4-5 fag håndværkerdesign, altså de mere praktisk musiske fag, men hvor man så også begynder at kigge på at lave rum til sprogfag og kulturfag. Det er en trend, og det bliver sådan meget et vandreklasseprincip, hvor man så går fra rum afhængigt af, hvilke fag man har. Der er en anden trend også, som handler meget, eller som går meget på at skabe overgangsmiljøer. I stedet for at have klasseværelse som en base, så har man et område som en base, hvor der så er måske 100 elever, der hører til. Og i det område, der er så en masse forskellige rumligheder. Så det er sådan en overgangstænkning. Det bliver sådan nogle større arealer i en skole. Og så er der sidste trend, jeg også ser, men som kommer meget ud af en ny didaktik, som slet ikke er ny, men det der hedder projektbaseret læring, hvor elever arbejder i mere eller mindre selvstyrende teams omkring sådan nogle tværfaglige længerevarende projekter. Omkring en eller anden problemstilling, som de så skal finde nogle løsninger på og skabe helt konkrete produkter af, som oftest. Og det stiller også nogle helt andre krav til de fysiske rammer og peger mig med i retning af nogle store tværfaglige værksteder. Det som vi kender som Makerspaces og Fab Labs. Og jeg for mange måder også bryder nogle af de der klassiske strukturer op, hvor skoler mere eller mindre nærmere kommer til at ligne store værksteder eller store tegnstuer eller andre kreative virksomheder. Så egentlig synes jeg, at jeg ser flere trends, der er i gang. Både i Danmark, men selvfølgelig også internationalt. Man kunne man ikke sige, Kasper, at faktisk den trend, der er, den handler egentlig om frihed. Altså valgfrihed i forhold til, hvor du vil løse opgaven henne og hvordan opgaven skal løses og med hvem nærmest. Måske er det stadig læreren, der rammesætter, hvem der er i gruppe med. Men jeg synes, der er sådan et begreb omkring frihed, der egentlig sniger sig lidt ind. Helt klart. Der er i hvert fald en frisættelse, og så er der jo også måske en tendens til at prøve at give, det har vi jo talt om længe, det er bare aldrig rigtig sket i praksis, men at give noget autonomi til eleven. Som handler om elevmedbestemmelse og elevdemokrati eller en demokratisk digtning omkring elevens involvering. At eleven faktisk har en stemme, og at det er elevens, hvad kan man sige, tanker og interesser, der skal være drivende. Og så er det så læreren, der, hvad kan man sige, sætter en didaktisk ramme omkring det og kvalificerer det. Så helt klart, de peger jo alle sammen måske ind i en idé om, at der faktisk er et kæmpestort læringspotentiale i at tage elevens livsverden ind og give dem mere autonomi i forhold til at træffe beslutninger. Og der kan man jo se igen det her med, hvordan er det så rummet manifesterer ligesom de ambitioner eller de visioner, fordi det er jo meget nemmere at sige, okay, nu giver vi noget autonomi og noget selvbestemmelse til eleverne, hvis det også er et rum, der har nogle forskellige muligheder, hvor eleverne selv kan gå hen og vælge. Vil jeg sidde i gruppen her, eller vil jeg kravle ind under hulen og sidde selv og læse min bog og svare på opgaven, eller hvad gør jeg? Altså på den måde så underbygger rummet jo så den forestilling, siger den. Og der bliver det helt traditionelle klasselokale et rigtig godt billede på et elevsyn også. Fordi det er jo netop en direkte afspejling af et barnesyn og et læringssyn, hvor barnet er relativt passivt, og hvor alle børn er ens og lærer det samme på det samme tidspunkt. Jamen så vil man se helt konkret i rummet af, at du har kun én måde at sidde på, du har én type stol, du har ét bord, og man sidder alle sammen på samme måde. Og så er der jo dem med særlige behov, der bliver udstillet, for de får så særlige... De får så lige ned i hjørnet, så de rigtig kan... Og en særlig stol, ikke? Fordi de er jo særlige, og dem skal man passe på. Og spørgsmålet er, om det er inklusion eller eksklusion, ikke? Ja, præcis, ikke? Fordi de bliver jo virkelig udstillet i sådan et miljø, ikke? Så hvis man nu er lærer sådan rent praktisk og tænker, ej, jeg vil også gøre noget for mit klasserum. Hvad siger videnskaben så? Hvilke argumenter kan jeg hente derfra til, at det er vigtigt at tænke nyt i læringsrummet? Jamen altså, hvilke argumenter... Det ved jeg ikke, jeg synes, det er svært at svare på, fordi i virkeligheden så kan du finde argumenter for alt efter, hvad det er for en holdning, du har. På en måde, ikke? Altså, du kan helt sikkert også finde argumenter, der siger, at det er rigtig godt med klasselokaler. Eller det ved jeg ikke, om man måske kan. Men man kan i hvert fald sige, at man kan finde argumenter for, at der er noget omkring noget struktur og noget tilhørsforhold og noget tryghed og sådan noget, ikke? Den er vi med på. Det er vi med på. Og så er det klart selvfølgelig, hvordan er det, man fortolker sig, hvad er tryghed og struktur og sådan noget lidt regelmæssigt? Men hvis man har lyst til at gå væk fra tryghed og struktur, hvis man har lyst til at prøve noget nyt og står som menig lærer og har en rektor, som i og sig også er med på beatet, hvilken videnskab læner I jer opad? Hvilken filosofi læner I jer opad, hvor man kan hente nogle gode argumenter til at sige, vi skal have noget forandring på grund af det og det? Der er jo virkelig mange steder at hente den. Det er jo et ret stort felt, fordi det er rummet også på en eller anden måde et krydsfelt mellem mange forskellige videnskaber. Man kunne sagtens se på det fra sådan et adfærdspsykologisk perspektiv og tale om path of least resistance, altså det, at mennesket er ret dovent. Så lige så snart der er noget, der er omstændeligt at gøre, så lader vi være med at gøre det. Så vi bruger det, og jeg kalder det det "ved hånden værendes princip", vi bruger det, der er ved hånden. Så hvis der ikke er noget, som helst ved hånden, jamen så lader vi være med at inddrage og bruge rummet som sådan. Så vi er meget formet af, hvad der faktisk er tilgængeligt. Jeg kan godt være en dansklærer og vide, at der er en masse kvaliteter læringsmæssigt i dramatiseringen for eksempel. Der kan vi udvikle eleverne sympati og indlevelsesevne og en få kropslig forståelse af litteraturen. Men hvis der ikke er noget lige omkring mig, der understøtter og hjælper mig til at arbejde med drama, så gør jeg det ikke rigtig. Hvis jeg skal hen i den anden end af skolen, fordi jeg ved, der er en teatersal, og jeg skal booke den først, og jeg skal lige finde ud af, så lader jeg være. Og det gør jeg, fordi jeg har 45 minutter, eller to timer måske. Så det bliver det, der er lettest at gå til, og det vil så sige helt konkret, hvad har jeg ved hånden? Så jo mindre jeg har ved hånden, hvis jeg bare har en bog og en computer, jamen så er det jo det, jeg tyder til. Og selv i forhold til "path of least resistance", jeg kan da godt som lærer måske tænke, om så flytter jeg bordene rundt, og så laver jeg en lidt anden opstilling. Men det er så mit arbejdsfelt, eller det er så det spændingsfelt, jeg har. Og så oplever vi så, at det gjorde jeg som lærer, når jeg så gik ind i et undervisningslokale, og så mødvlede det fuldstændig om, fordi jeg skulle lave noget andet. Så hvis vi ikke lige nåede at stille det tilbage, fordi jeg skulle skynde mig det videre til næste time, så kunne jeg godt få en ordentlig sviner-mail fra en anden lærer, som sagde, du har jo fuldstændig fucket min rum op. Det kan jeg overhovedet ikke bruge til noget. Ja, og så tænker jeg, plus det forstærker jo også lidt sig selv, fordi hvis du så tænker, okay, nu giver jeg den fuld gas i næste uge, og nu går vi ned i drama, og sætter os derned, og så laver vi rollespil. Hvis det sker så sjældent, så bliver eleverne jo også helt er balstyriske, fordi nu sker der noget nyt. Og så er det sådan noget, åh nej, det er nemmere så at få dem tilbage i klasselokalet, for ellers så kan man ikke styre dem. Det svarer jo lidt til projektuger, ikke? Jo. Altså, didaktik projektuger er grundlagt på, den er der efterhånden så mange beviser på, har et kæmpe læringspotential, og baserer sig om en projektbaseret læring, som der kommer mere og mere forskning på, og viser, at de børn, der gør det, også børn i læringsvanskeligheder, fagligt stikker helt af i forhold til børn, der bliver undervist i normale klasseværelser. Problemet er bare, hvis man kun gør det én uge ad gang, det svarer lidt til, at du løber en marathon, Copenhagen-marathon, men du har bare ikke trænet op til. Du gør det måske lige tre dage før, der er du lige ude og løbe. Det svarer lidt til, at et lærerteam lige sætter sig ned en uge før og planlægger den der projektjuge. Hverken elever eller lærere, og så konkluderer man så på den bag-, "det virker jo heller ikke". Det er jo klart, jeg kan da ikke gennemføre Copenhagen-marathon, hvis jeg kun trænet tre dage op til. Nej. Så jeg er jo stadigvæk interesseret i det her meget praktiske aspekt. Så hvis jeg nu var lærer, og jeg stod med det her firkantede klasseværelse, og jeg havde lyst til at udfolde projektet, baseret læring. Jeg havde lyst til at lave et rum for mine elever mellem lette midler, hvor deres trivsel ville øge, og hvor deres læring ville øge, og hvor deres adfærd ville blive forbedret. Hvad gør jeg så? Der har jeg taget otte trin med til et lettere læringsmiljø, eller til et bedre læringsmiljø. Og nu drejer jeg mig lige, fordi jeg skal kigge på den her skærm for at se, om jeg kan huske det. De tre øverste af dem går egentlig på indeklima, som er et kæmpe problem i dag. Og rigtig mange skoler har svært ved at løse det, fordi det er dyrt. Og det er, fordi vi har et lidt snævert perspektiv på indeklima, hvor vi taler om ventilation og sådan noget. Men der er altså også nogle andre ting, man kan gøre. For eksempel kan man lade være med at slippe så meget skidt ind i klasselokalerne. Nu bor vi jo altså desværre i et land, hvor der er ret meget mudder og regn og sjask og snab. Og det trækker vi jo altså med i de her klasselokaler, hvor vi så sidder. Det har en utrolig negativ effekt på indeklimaet. Så måske skulle man prøve at lade de der udesko blive udenfor, og så bruge indesko indenfor. Det andet, som jeg egentlig også altid under mig over, det er, at man sidder og spiser, hvor man arbejder. Jeg har siddet i det rum i fire timer sammen med alle mine klassekammerater, og så begynder vi også lige pludselig at hive en masse madpakker op lige oven i matematikbogen. Så du sidder også og arbejder lige, eller spiser lige oven i din arbejdsplads. Det har heller ikke en særlig god indvirkning på indeklimaet. Og så er der også det her med overtøj, som desværre nogle gange også kommer med ind i de her klasselokaler. Som afgiver en hulens masse fugt. Det er sådan det indeklimamæssigt. Så er der også ret nem greb, simpelthen at droppe den der frontalopstilling. Og grundlæggende set, fordi det er en monologisk opstilling. Du taler ind i nakken på hinanden, eller rettere og sagt, du har en flok får, der taler med én lærer. Og ingen børn, der kan se hinanden ind i øjnene. De lærer ikke at mundaflæse, de lærer ikke at aflæse gestik og mimik på den måde. Så det er ikke særlig dialogbaseret, og det ved vi jo godt. Der er altså et potentiale. Vi skal lære vores børn at tale ordentlig sammen. Så hvis man nu bare starter med det, og så er der jo nogle greb på det. Så kan man sidde i grupper, og så kan man sidde i hestesko. Og så er der den femte ting. Det er det her med at gøre rummet lidt mere... Altså det der med at understøtte forskellige behov. På forskellige tidspunkter. Det kan man meget gøre ved at skabe nogle mere tydelige arbejdszoner. Altså have en rumlighed, der understøtter fordybelse. En rumlighed, der understøtter idégenerering. brainstorm. En rumlighed, der understøtter noget mere produktion. Hands. Og så hands on. Og så selvfølgelig også selve oplægs- eller formidlingssituationen. Lige nu er der bare kun en formidlingssituation mere eller mindre i sådan en almindelig klasse. Og så er der hele det her omkring netop at differentiere interiøret og belysningen. Der er faktisk kun én måde at positionere kroppen på i sådan et almindeligt klasse. Det er at sidde på en hård stol med et hårdt bord. Og vi ved fra de undersøgelser, der er lavet, at det er altså noget af det, elever synes, at det er allermest ubehageligt at sidde længe. Og man må ikke engang, man måske også ændre den pædagogiske regulation samtidig og sige, at du må gerne sidde med fødderne op. Og det kan man så gøre, hvis man gik rum med strømmesokker. Så var det måske ikke så meget problem længere. Så altså det her med at sætte kroppen fri. Det er lettere. Man skal selvfølgelig lige ændre sit mindset som lærer. Men det kræver så også, at rummet støtter op om det. At der kunne være mange forskellige måder at kunne positionere sin krop. Man kunne sidde højt, man kunne sidde lavt, man kunne ligge ned, man kunne stå op. Og også i højere grad kunne være i stand til at regulere det lys, der er derinde. Så det er tilpasset de arbejdssituationer, der er. Der er blevet et studie for nogle år siden, der viste, at det var på en skole i Aarhus. Der havde man lavet sådan nogle forsøg i matematik. Hvor der var sådan en kontrolgruppe af elever, der lavede matematik med koncentreret arbejdslys på nogle pendler. De steg 16 procent i deres resultater af matematik i stedet alene, fordi man arbejder med en differencierede lyssætning. Det er jo ikke noget, der vælter et hvert budget, men det kræver, at man ved det. Og det kræver selvfølgelig også, at man ved, hvordan man gør det. Og så er det den sidste, jeg har taget med, det er det her omkring synlig læring. Det kræver selvfølgelig, at man laver en didaktik, en undervisning, hvor eleverne faktisk skaber noget. Det er meget svært at se i almindelige klasselokaler, hvad filan der foregår. Hvad er det for nogle tanker, og hvad er det, der udfolder sig. Sådan skrevet udstil, udstil, udstil. Altså få nu den læring frem. Lad os nu se, hvad det er, der foregår. Lad os se, hvad det er. Lad os materialisere de her tanker, de her idéer, som rækker langt ud over i en eller anden lidt halvdårlig planche. Det er jo ikke elevernes skyld. Det er jo simpelthen bare, fordi de kun har halv anden time til at lave den. Det er de færreste, der kan lave noget super fedt på halvanden time. Så der er faktisk nogle relativt enkle greb. Nogle af dem her, det tænker jeg, det er jo noget, vi kan gøre derhjemme. Ja, jeg synes ikke, det lyder til et optimalt læringsrum, men det kan i hvert fald forbedre i udgangspunktet et traditionelt klasse. Og så hvis jeg må supplere, fordi jeg er fuldstændig enig med dine punkter, Kasper. Og så tænker jeg, hvis nu man er på en skole og underviser, så måske også prøv at udfordre sig selv lidt ved at trække undervisning ud i nogle andre rummeligheder. Der er tit, jeg ved godt, der er rigtig meget gang i PLC, og man prøver at lære nogle læringstrapper dernede og trække undervisning dernede. Men altså det der med at sige, okay, hvad har jeg egentlig af rummeligheder til rådighed på skolen, hvor jeg kan prøve noget andet? Fordi det er stor forskel. Altså rummet former den måde, vi tænker vores undervisning på. Det kan ikke undgås, så hvis du lige pludselig siger, nu giver jeg mig selv det benspænd, at jeg skal have dansk nede i gymnastiksalen hele næste uge. Hvad sker der så med min danskundervisning? Altså prøv at bruge nogle af de, altså udfordre sig selv lidt og bruge nogle af de ressourcer, man har lige ude for døren. Fordi jeg tror, det kan være med til at stille et spørgsmålstegn ved nogle af de vaner, man har og den kultur, man har. For den er også ret dominerende for, at man ikke kommer til at skabe noget forandring. Fordi det er sådan her, man plejer at gøre, og det er sådan her, det fungerer. Så i stedet for at sende det, hvad hedder det, eleven med dårlig opførsel uden for døren, så simpelthen sender os alle sammen uden for døren. Ja, lige præcis. Og der tænker jeg, der er vi også lidt tilbage igen til det her med, altså klasselokalets fire vægge, de er jo ved at blive nedbrudt, og de er nedbrudt ude på skolerne, og man er jo i gang med det. Og man kan jo næsten ikke, altså nogle gange, når jeg hører de der lærere beskrive deres hverdag, jeg ser jo sådan en klasselokale, som sådan en tegnfilm, der er sådan ved at sprænges, fordi de vil så meget, og på en eller anden måde bliver det jo sådan en binding for dem selv. De kan næsten ikke være i de der rammer, fordi man vil jo gerne ud, og man er også ved at bevæge sig ud. Man ved bare ikke helt, hvordan man skal gøre det. Så det øger både eleverne og lærernes trivsel at gentænke klasserummet og uderummet? Ja, i hvert fald tænkte til min helhed. Du spurgte os før noget af det, hvad vi læner os op af. Altså i Australien, der er de ret langt fremme med at arbejde med de her innovative learning environments, eller learning spaces, som er åbne læringsmiljøer. Og de har en masse forskning på det. Det er noget, der sådan foregår til et samarbejde mellem praktikere, altså skoler faktisk i hele landet, og det her forskningscenter. Og de har rigtig mange spændende resultater, også i forhold til, at læring stiger gevaldigt og trivslen. Så hvad lænker Kasper? Hvis man er nysgerrig som lærer, og gerne vil lære noget mere om det her, hvad rummet har for betydning, hvor kan vi så kigge hen? Altså vi kan jo godt kigge udenlands. Jeg vil tage til Australien. Jeg vil tage til Hightech-highschoolerne i San Diego. Men hvis man nu var inden for landets grænser, så tror jeg faktisk, at jeg ville tage til Søndervangsskolen i Aarhus. Og det vil jeg egentlig, fordi det ikke er et nybygget skolebyggeri. Altså vi kan jo sagtens tale om alle de muligheder, der er, hvis vi har 150 millioner, og kan bygge fra bunden af med dem. Så det er jo bare virkeligheden for de færreste skoler. Søndervangsskolen er et eksisterende byggeri, som har eksisteret i mange år, men som er blevet indrettet på en ny måde. Og hvor skoleleder, hvor Rani Hørlyck, som i øvrigt er en fuldstændig fabelagtig skoleleder, hvis man spørger hende, så har den her gentænkning af de fysiske rammer haft en kæmpestor betydning. Og de har altså målt på det, og har over den sidste årrække kunne se et gevaldigt fald i lærernes freværsprocent. Næsten en tredobling af elevernes karakter ved 9. klasse, og en uddannelsesparatelse, der er gået fra 63 til 91 procent. Hun mener bestemt, at de fysiske rammer har haft en central betydning for det. Så Søndervangsskolen er et rigtig godt sted at tage hen. Når nu det en gang igen bliver muligt. Det er sådan noget, man ikke kan rejse. Utroligt inspirerende sted. Og så er der jo nettet indtil videre. Men tusind tak. Australien, Søndervangsskolen, San Diego også. Ja. Ja, det lyder spændende, og det har været meget, meget spændende at have jer i studiet i dag at høre noget mere om det her. Jeg er blevet meget nysgerrig selv i hvert fald, og det håber jeg også, at I er blevet. Tak fordi I kiggede med, og tak fordi I kom med her. Tak for i dag. Selv tak.