Hej, og rigtigt hjerteligt velkommen til lærestreger og i dag, der har vi Camilla Skovgaard i studiet. Og i dag, der skal det handle om ro på. Ro på, til de unge og måske også ro på til os voksne der råder og vejleder de unge. Det bliver en spændende halv time i dag Og I er som altid rigtig velkomne til at stille spørgsmål. Jeg kommer til at minde jer om det, men husk, at stil spørgsmål til Camilla, hvis du vil noget mere om stress og angst blandt unge og uro for karrierevalg og hvad man også kan gøre. Og Camilla, rigtigt hjerteligt velkommen til, det er dejligt du er kommet ind. Tak skal du have. Og det er jo et super relevant emne lige nu for der er jo mange, der står med den her fundering i øjeblikket. Hvad skal jeg gøre med mit liv? Hvordan skal jeg fortsætte? Skal jeg skynde mig at videreuddanne mig? Skal jeg tage et sabbatår? Hvad skal jeg gøre? Ja Fortæl noget om den her bog og fortæl, hvem du er. Ja, men hvis jeg skal starte med hvem jeg er, så hedder jeg som sagt Camilla Skovgaard, og jeg er nok sådan grundlæggende et nysgerrigt og impulsivt menneske. Og det er nok også derfor, jeg har en ret bred baggrund. Altså som ung, der har jeg både arbejdet som bagerjomfru, og jeg har været lærervikar og været student i Folketinget. Sidenhen har jeg arbejdet i Folketinget senere hen som redaktør. Jeg har undervist unge i samfundsfag og udgivet denne bog. Jeg tager ud og holder foredrag for unge og arbejder også som freelance journalist. Det er en helt bred... Og det gik jo godt for dig, selvom du havde nogle bump på vejen. I stedet for at køre den der lige vej, som vi alle sammen tror, vi skal gøre, så kørte du en hel masse spændende omveje, som bl.a. resulterede i, at du blev taleskriver inde i Folketinget, og du har været i Frankrig og fantastisk til fransk også. Alle mulige spændende ting. Ja, det viste sig jo at blive nogle spændende omveje. Men da jeg stod som helt ung i gymnasiet, der havde jeg jo bare en forestilling om, at jeg skulle direkte igennem. Også fordi, at jeg, ligesom de unge, der er her nu, har vokset op i en tid, hvor vi har en masse muligheder. Men samtidig er der også en forventning om, at vi skal kunne beslutte noget hurtigt. Og i rigtig mange år har der været den her tese om, at vi skal kunne skynde os igennem uddannelsessystemet helt så hurtigt som muligt og ud på arbejdsmarkedet. Så jeg havde helt klart sådan en forestilling om, at jeg skulle bare lige igennem. Så i stedet for at lytte til mig selv, da jeg stod i 3.G, og egentlig bare være i den her tvivl, som jeg havde. Jeg synes i virkeligheden, at det var enormt overvældende at skulle beslutte min fremtid. Altså det var som om, nu er det nu. Nu er det nu, du skal beslutte, hvad du vil med hele dit liv. Enormt overvældende. Men det sagde jeg slet ikke. Og den der tvivl, den gav jeg på heller ingen måde udtryk for. Altså jeg lod bare som om, at jeg havde styr på det. Fordi jeg synes, der var ligesom sådan en forventning om, at man skulle have et svar parat. Så egentlig ret hurtigt, så søgte jeg ind og læste statskundskab. Fordi det lå lidt til højrebenet for mig med samfundsfag, som jeg havde haft i gymnasiet. Og også der, altså da jeg så kom ind på min videregående uddannelse, der gjorde jeg rigtig meget sådan, hvad kan man sige, i stedet for at være og mærke lidt efter, hvor er jeg egentlig henne i alt det her, så gjorde jeg rigtig mange ting, som det ligesom forventes af en som ung og som studerende, som jeg var på det tidspunkt. Det her med, at man skal have det fede studiejob, og man skal være med både fagligt, men også socialt. Altså der er der virkelig også pres på for, at du skal være med. Og du skal helst bo i byen, i en lejlighed, eller på kollegie, eller et eller andet. Og det var alt det her, som ligesom kickstartede, at jeg fik stress. Men også, at jeg så senere skrev bogen. Så du gik simpelthen til læge og siger, fy ja, og så sagde lægen, nu skal du tænke til at sortere lidt i de. Ja, så jeg vil sige, der gik faktisk ret lang tid, før jeg gik til læge. Altså fordi, jeg startede på mit studie, og jeg vil sige, når jeg ser tilbage, så kan jeg huske, at jeg allerede i 3.G havde noget af det her stress. Med symptomer som hjertebanken, der bare sådan kommer ud af det blå. ondt i maven. Hyppigt, og sådan hovedpine. Og lidt svært ved at koncentrere sig, og jeg skulle læse om og om igen. Og jeg havde altid været den der, der egentlig skulle læse meget. Altså sådan, også for at forstå det. Men når jeg så havde læst det, så kunne jeg også godt huske det. Men her, der var det sådan om, at hukommelsen svigtede også. Og jeg begyndte også at få lidt det her ind imellem. Kan jeg nu få luft? Og det kom så endnu mere på studiet. Altså i takt med, kan man sige, at jeg, det kan jeg jo se efterfølgende, at jeg egentlig bare fyldte mere og mere på. I stedet for lige at stoppe op og lige mærke efter, hvordan har jeg det egentlig. Så fik jeg det værre og værre med de her symptomer. Og kunne faktisk sidde til en forelæsning og tænke, jeg må bare ud fra nu, fordi at, puha, ellers så kunne jeg egentlig næsten tro, at jeg skulle falde død om, hvis ikke jeg kom ud derfra. Så du ved godt, hvad du taler om, når du taler om stress. Ja, det var i hvert fald noget, der fulgte mig i en del år. Og så valgte jeg så at gå til læge på et tidspunkt under mit studie. Og sådan ligesom sige, jeg tror, der er et eller andet galt. Og han tog en masse blodprøver her, og jeg var igennem lige sådan lidt forskellige undersøgelser. Og der var ikke noget, jeg var ikke syg på nogen måde, men så havde vi sådan lidt en snak om, om jeg ligesom gik og tænkte på en masse ting. Og der var det så, da jeg gik ud derfra, så var jeg i virkeligheden faktisk lidt sur på lægen. Ja, ja. Fordi nu kom jeg jo her og troede, at det kunne vi lige klare et eller andet quick fix, ikke? Og så var man videre igen, men her skulle jeg rent faktisk selv gøre noget. Og måske ind og vælge noget fra. Ja. Og stoppe op og alt det her. Det er bare enormt svært, når man er ung, fordi man føler jo, at det her tog, det kører bare derudad. Og også når du først er på en uddannelse, så det her karriertog, som man snakker om, og hvor man bare føler, man skal være med og på. Ja, præcis. Ellers så... Så når du fortæller den historie, så skaber det jo rigtig god mening, at du har skrevet den her bog. Og det er jo både din egen historie, og så er det en masse forskellige menneskers historie. Både kendte, i hvert fald for mig, og mindre kendte mennesker, men som har spændende livshistorie, der primært handler om, at de ikke havde en slagen vej. Ja. At de ikke havde deres karriere skåret i granit. Ja. Og hvilke glæder det har givet dem, og så masser af gode råd til læseren. Ja. Men hvem er bogen til? Den er til dem, som ligesom jeg, altså stod der i folkeskolen og i gymnasiet, og i virkeligheden synes, at det her med fremtiden var et kæmpe og uoverskueligt spørgsmål. Ja. Og dem, som er i tvivl. Altså det her med, at man kan faktisk stå og være i tvivl. Ja. Men den er også skrevet til dem, som måske godt ved, hvad de vil, og som er helt overbevidste om, at nu skal de starte på et studie, fordi der er også gode råd til studiestart. Ja. Dem, som måske står på en uddannelse, men føler, at de har rendt panden mod muren. Ja. Er det i virkeligheden det her? Ja. Og man tør måske ikke helt at mærke efter, fordi skal jeg så vælge om, og hvad skal jeg så? Ja, præcis. Og der kommer den altså også sådan med nogle gode, ikke kun nogle gode råd, men også nogle gode historier fra nogen, der har stået der selv, inklusiv mig selv. Ja. Den her situation, hvor man simpelthen bare siger, at gud, nu er jeg kommet ind på den her uddannelse. Ja. Men det er ikke rigtig mig. Nej. Hvad så? Præcis, og jeg tænker, at den er også god til alle, der kender et barn eller en ung, som står ved det valg, netop for at få udvidet perspektivet lidt. Ja. Når jeg læser bogen, så oplever jeg, at du mange gange er blevet spurgt om sådan, skal du ikke snart tilbage igen, og skal du ikke snart i gang igen, og skal du ikke også se, og kan du ikke gøre dig lidt mere umage at give det en chance til? Altså, at omgivelserne har påvirket dig med sine holdninger, som måske har mere været deres holdninger, egentlig end deres gode ønske for dig. Ja. Så jeg tænker, at det er en god lektie også at læse for os voksne, som står med en ung, og vi får bredt perspektivet lidt ud. Tanken er i hvert fald, at den også skal kunne læses af forældre og af lærere eller andre omkring. Det kan også være bedsteforældre, fordi i virkeligheden, så tror jeg, at mange forældre og også nogle lærere kan godt føle sig lidt magtesløse i forhold til det her med, hvad er det egentlig, der rører sig i de unge? Altså, hvorfor er det, at de tvivler? Hvorfor er det, at de ikke lige føler, at de har et svar? Eller hvorfor er det, at de ikke lige er rigtig glade? Ja, lige præcis. Og der giver den lidt et indblik. Præcis. Så hvorfor ro på til ungdommen? Jamen ro på, fordi der netop i rigtig mange år har været det her med, at vi skulle skynde os, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Så det er lidt for at sige, at det er altså også okay, at vi får noget ro på, fordi du behøves ikke at skal have et svar, når du står i folkeskolen eller når du står i gymnasiet. Du må godt tage dig din tid. Men også ro på i forhold til det her med, at vi har så meget med at skulle sammenligne os med alle andre folk i vores omgangskreds. Ej, Gud, nu skal hun i gang med at læse jura, og hun ved lige, hvad hun vil, og jeg står her, og jeg ved det ikke. Og så er det lidt sådan, jamen ro på, fordi altså du har din vej, og den kan være lige så god, og det kan være lige så fint at gå den direkte vej. Ja, men der kan også være rigtig meget at hente ved, for eksempel at komme ud og få sig et arbejde, eller komme ud og prøve nogle ting af, som man interesserer sig for. Det kan også være, som jeg gjorde, at rejse til Frankrig, bare for at komme ned og lære noget fransk og møde nogle andre mennesker. Der behøves ikke at være et eller andet bestemt mål med det, fordi det har vi det jo også meget med i dag. Det er også lidt den her ro på, at vi behøves ikke at vide destinationen, altså vi behøves ikke at have en færdig opskrift på, hvad det er, vi skal, og hvilken rækkefølge vi skal gøre det i, fordi så er det også, at vi risikerer at blive rigtig skuffet, ikke? Og jeg synes også, at vi skylder at fortælle ungdommen, at man ikke alle har en færdig opskrift, fordi så er det netop, at man får så mange nederlag som ung, hvis man går rundt i den fortælling, og den fortælling, synes jeg, der har været alt for længe. Ja, det har du ret i, og der er jeg ret vild med, at du har undersøgt også alle politikerne, som siger, at I skal skynde jer, skal I skynde jer at blive færdige. Det er jo nogenlunde 92 procent af alle politikere havde hverken færdiggjort deres uddannelse på nomeret tid, eller har haft en masse svinkeærinder, præcis som alle os andre mennesker. Ja. Så det synes jeg er meget fint, at du starter bogen på den måde, at den fortælling, den stopper der, den stopper i Folketinget, så den skal heller ikke videre ud gennem skærmen. Nej, fordi man kan sige, det er faktisk fra Folketingets talerstol også, at det her med fjumreår for vores gang er blevet sagt i vores tid, ikke? Altså, det var egentlig der, det opstod, og det synes jeg også er meget misvisende. Altså, det her med, når man tager sig noget tid, som er væk fra uddannelsessystemet, at så er det fjummeri. Det kan jo godt være, det er for nogen. Men det er også en vigtig tid, hvor man kommer ud og mærker sig selv, stikker en finger i jorden. Man har et arbejde. Altså, bare det der med at komme ud og skulle bo for sig selv, skulle tjene sin egen penge, det er også en rigtig vigtig læring, ikke? Eller at kunne rejse til et andet land. Og hvad gør jeg lige her? Hvad vej skal jeg lige gå, ikke? Du har en masse spændende mennesker med, som har gjort præcis det, du fortæller om nu. De har været ude at rejse, de har boet forskellige steder, de har gjort en hel masse andet, end hvad man umiddelbart skulle tro, når man ser dem. Ja. Hvem er det, du har med i bogen, blandt andet? Jamen, jeg har blandt andet Astrid Krag med, som er politiker. Og hendes historie, synes jeg, var interessant. Altså, nu er det også, fordi jeg kender Astrid Krag fra min tidligere studietid, og det var derfor, jeg også syntes, at hun skulle med i den, fordi hun har egentlig også en god historie forud for det, hvor hun står i dag og er minister. At hun faktisk også har taget sig noget tid efter sin gymnasietid, fordi hun var enormt meget i tvivl om, hvad hun skulle. Ja. Og hun havde brug for at bare komme væk fra bøgerne, og så rejste hun ud og kæmpede for en sag og kom hjem. Og så kom hun til Danmark og arbejdede på et plejehjem. Og sidenhen så læste hun så videre, men valgte så heller ikke at gøre studierne færdige, fordi hun hellere ville arbejde med politik, ikke? Så det er en af historierne, men der er også en med, en pige, der hedder Julie, som jeg mødte faktisk på en af mine ture til Frankrig i Paris. Ja. Hun rejste til Paris for at blive danser, og det var hendes helt store drøm. Ja. Og jeg kan huske, da jeg mødte hende i Paris, og det gjorde jeg, fordi jeg kom til at bo op på et loftsværelse i Paris, jeg havde lejet hjemmefra, og der havde Julie boet. Og så syntes hende, den ældre dame, der lejede det her værelse ud, at vi skulle da møde hinanden. Klar. Så hun kontaktede Julie og spurgte om ikke, at hun ville tage godt imod mig her i Paris. Og en af de ting, som hun sagde til mig, da jeg kom der og egentlig kom hjemmefra og havde oplevet stress af det her, det var, at drømme er vigtige at have i livet. De er en vigtig drivkraft. Ja. Og det er vigtigt også at turde gå efter de her drømme. Ja. Og det har hun om nogen gjort, fordi hun rejste fra alt i Danmark, tog til Paris og havde nærmest ingen penge med på lommen, men tog så et job og ville egentlig være danser. Det lykkedes så ikke, men hun har så valgt en anden vej i Paris, hvor hun så er blevet underviser i Pilates i dag. Så det er en helt anden historie igen. Ja, og så vil du mærke at der er både mænd og kvinder med i den her bog. Ja, det er jeg da. En mandlig fodboldspiller, der netop også taler om drømme. Og også det her med at turde slippe drømmen igen. Ja. Så, men altså, hvordan reagerer læserne på den og på dig? For du tager jo også ud og taler med elever rundt omkring i landet. Ja, altså jeg har fået rigtig meget positivt feedback på bogen. Både fra de unge selv, men også fra forældre og lærere og psykologer i virkeligheden også, som synes, at det er rart, at der er kommet en bog, som ikke er en selvhjælpsbog, men som alligevel kommer med nogle gode råd, men som er bygget på nogle virkelige livshistorier, ikke? Altså, og hvor man får historierne med. Fordi tit og ofte, så kan man jo godt få nogle gode råd, men så mangler man lidt at have hele historien med. Hvordan er du lige kommet frem til det? Og det får man så her. Og jeg ved, at de lærere, der har kontaktet mig, som også bruger skolematerialet, som jeg har lavet til 7. til 10. klasse, som man kan finde på Gylendals Dansk Portal, altså, de synes, det er rart at have bogen til at kunne hive nogle af de her livshistorier fra, når de selv står med nogle elever, som oplever stress, eller som oplever, at de er i tvivl, og som i virkeligheden har meget svært ved at rumme den her tvivl, også hvis der bliver spurgt hjemmefra til, hvad man skal med fremtiden. Egentlig meget god, positiv feedback herude. Det lyder som om, det er en nødvendig bog. Men også mange forskellige mennesker. Altså, det er jo både egentlig nogen i folkeskolen og i gymnasiet, men også studerende. Så hvis jer derude har spørgsmål til Camilla, så skynd jer at stille dem, så vi kan stille dem live herinde. Det er jo altid sjovere, når man har forfatteren selv. Men sig mig engang, har unge det ikke lettere i dag, end de havde tidligere? Altså, man kan sige, der er jo mange, der ynder at kalde unge i dag, den forkælede generation. Fordi vi netop har alle de her muligheder i dag. Men de her muligheder, de er samtidig med til at gøre det lidt svært at være ung i dag. Fordi med mulighederne, der kommer også de her forventninger, som jeg også var inde på før. Altså forventningen om, at når du nu har så mange muligheder, så bør du da også kunne vælge et eller andet. Og det er i virkeligheden det, som godt kan være lidt et pres for unge i dag. Jamen, jeg har jo ikke noget i virkeligheden at klage over. Jeg har jo mange muligheder. Så bør jeg vel også kunne vælge noget. Det var i hvert fald også den, jeg selv havde. Så de mange muligheder lammer  unge mere, end det befordrer deres kreativitet? Ja, fordi man er også lidt bange for i virkeligheden at træde ved siden af. Altså at tage et forkert valg. Enormt mange øjne rettede på os unge i dag. Og det her med, at vi har alle de her muligheder. At man måske ikke lige får valgt det rigtige fra starten af. Men ryger ud i noget, som ikke er det rigtige. Og det er det, som bare tanken om det, er det, der lammer rigtig mange. Og som skaber sådan en angst for overhovedet at træffe en beslutning. Fordi er jeg så en fiasko, hvis det er et forkert valg? Ja. Så det er det pres, der er forbundet med det. Med alle de her muligheder. Oplever du noget især her i øjeblikket efter, at nu er coronakrisen ved at lette lidt? Men mange unge har jo ikke været så meget sammen, som de plejer at være. Har det gjort noget i forhold til evnen til at beslutte sig? Eller evnen til at reflektere over, hvad det er, man skal? Og hvorfor man skal det? Ja, altså det, jeg hører fra de unge, jeg møder, når jeg har været ude til foredrag. Eller har holdt noget online. Eller dem, der skriver til mig. Det er det her med, at nu har man faktisk siddet hjemme på værelset med sine egne tanker. Og nu skal man så ud igen. Og være på igen. På en helt anden måde. Altså, man kan godt på en måde komme til at sidde og gemme sig lidt derhjemme. Og putte sig lidt med sine egne tanker. Og så det her med, at nu bliver man igen stillet over for alle de her spørgsmål. Og måske ikke på samme måde. Sådan kan gemme sig, som man kan derhjemme. Men også bare det at skulle ud og være social igen. Er også for mange, ja, inklusiv mig selv. Altså, jeg tror i virkeligheden også mange voksne oplever det her med, at nu skal man ud og være social igen. Og hvordan kommer det nu til at gå? Det er i hvert fald det, jeg hører. At der er sådan en vis angst forbundet med det. At skulle tilbage til det virkelige liv igen. Og hvad kan man så gøre som forældre, eller lærer, eller underviser i den forbindelse? Ja, altså, jeg synes jo, hvis man er underviser. Nu er det jo ikke fordi, at det er mig, der har lavet skolematerialet. Men jeg synes jo, at skolematerialet Ro På, som ligger inde på Gyldendal. Det er et ret godt udgangspunkt for at ligesom starte en snak op. Fordi det er mange gange det, der er svært. Det ved jeg også selv. Jeg har selv undervist både unge i folkeskole og gymnasiet. Det er at få slået hul på den her snak om, om man er stresset. Eller om man er lidt angst måske. Eller om man går og har en masse tanker. Fordi hvor skal man lige starte henne? Og det er ikke altid, at de unge selv siger noget. Og der er det nemlig godt, hvis man har et eller andet materiale. Som det her for eksempel. Hvor man har nogle historier at trække på. Men også, hvor de unge selv skal skrive ned. Hvordan de i virkeligheden går og har det. Og der er en af opgaverne så her, at man skal lave et debatoplæg Det kunne også være noget andet. Men i virkeligheden bare det her med, at man får sat gang i deres egne tanker om, hvad er det, der stresser os i dag? Og er man overhovedet stresset? For jeg ved, at der også er nogle af de unge, der har lavet det. Der er jo også nogle, der siger, at jeg slet ikke kan genkende det. Men der er også rigtig mange, der kan genkende det. Og når de så sidder og skal skrive det ned. Og skal debattere i forhold til deres eget liv. Så får de det lige pludselig sort på hvidt. Og det er egentlig en af de ting, jeg vil sige til lærere og undervisere. Men faktisk også til forældre derhjemme. Hvis man vil prøve at guide sine unge til. Og ligesom tage fat på det her. Det er at begynde at skrive ned, hvad det er, der stresser en. Eller begynde at skrive ned, hvad det er for nogle tanker, man har. For nogle gange er det også enormt mange tanker, der fylder op. Og som man egentlig... Altså, vi gør os jo enormt mange tanker i løbet af en dag. Men det kan bare hurtigt komme til at styre hele ens liv. Og hvad er det egentlig? Altså, det er jo ikke hele dig, de her tanker. Ja, det er jo bare tanker. Det er jo bare tanker, ja. Men også, som jeg har på en af de slides, jeg har med herind i dag. Altså, det her med, at man ligesom får gjort klart for sig selv. Hvad er det for en vej, man går ud af? Altså, er det her, hvor man lytter meget til andres forventninger? Er det det, der fylder? Eller har man sig selv med i det? Altså, hvad for en af de her veje går man? Fordi nogle gange, så er det også fordi, der ikke er balance i det her. Så lytter man alt for meget efter de her forventninger til, hvad andre synes, man skal som ung. Frem for at ligesom sige, her står jeg, og nu gør jeg sådan her. Altså, nu er jeg i tvivl om, hvad jeg skal efter folkeskolen, for eksempel. Og den tvivl skal jeg have lov at være i. Hvad gjorde du selv for at få ro på? Jamen altså, jeg fik jo stress på mit stue. Og en af de første ting, jeg gjorde, det var at rejse ud. Altså, jeg rejste til Frankrig. Det skal lige siges, at før det var der også nogle måneder, hvor jeg tog hjem til mine forældre. Boede hjemme på mit lille værelse hos dem med mit 14-tommer tv. Og følte mig meget nede. Og kunne slet ikke overskue, hvad skulle der overhovedet blive af mig? Jeg følte mig som en stor fiasko. Og det her med, at man har været i gang med et eller andet. Og har en bestemt identitet i kraft af, at man har været studerende. Og så lige pludselig, så har man bare ingenting. Og i den forbindelse, hvad gjorde de voksne rundt om dig der? Jamen altså, mine egne forældre, de havde deres dør åben. Og det vil jeg sige, det er nok noget af det, der er alfa og omega i forhold til de unge. Det er det her med, at man har døren åben. Altså, at man ved, at der er nogen, der er der for én. Men så kan det godt være, at man ikke altid som ung føler, at ens forældre helt kan forstå en. Og sådan vil det nok altid være. Og sådan havde jeg det nok også på det tidspunkt. Og jeg tror, mine forældre ville nok i virkeligheden bare gerne have, at jeg var glad. Og det kan faktisk også godt føles som et pres som ung. At man hele tiden skal være glad. Fordi livet er jo sådan her. det ved jeg også, at mine forældre også godt ved og vidste dengang. De bare gerne havde, at jeg fandt det, som gjorde mig glad. Og det kan man sige, det er jo så også rigtig rart at have den opbakning. Men de bakkede det også op i forhold til valg og sådan noget. Der var ikke noget tidspunkt, hvor de sagde, burde du ikke også tage dig sammen og blive færdig med det statskundskab? Nej, altså, de bakkede mig op. Og vi havde nogle gode snakke om det. Altså, fordi jeg tror, det er der også, det kan jeg høre fra de unge, jeg møder, at det, der presser dem allermest er i virkeligheden, hvis forældrene er meget for hippet på, at de skal have et svar på, hvad de skal med fremtiden. Eller, hvis det valg, de traf, viste sig ikke at være det rigtige. Hvis de kommer hjem og siger, det er altså ikke det her, jeg vil. Så kan man jo også godt som forældre, og jeg har også selv en mor den dag i dag, og man skal nogle gange virkelig også selv arbejde med sig selv for at bevare roen. Men det er jo nok en af de vigtigste råd, det her med, at man bevarer roen på vegne af sit barn. Og ligesom lytter til, hvad det er, der rumsterer inden i dem, i stedet for ligesom at sige, åh nej, hvad så? Altså, nu troede vi, det var det, du skulle. Og hvad skal du så? Så må du da have et svar på, hvad du så skal. Og det tror jeg virkeligheden er det største pres. Det er det her, hvis man heller ikke derhjemme kan få lov at være i tvivlen. Så det er simpelthen ro på over hele linjen? Over hele linjen, ja. For det er jo både i skolen, blandt lærerne, det er jo os derhjemme. Fordi det, man møder derhjemme, og man er jo også meget i forhold til ens forældre. Hvad har de af forventninger til mig? Og nogle gange, når man så taler om det, så kan de måske også godt sige, Gud, det vidste vi slet ikke, at du troede, vi havde de forventninger. Sådan kan det jo også være. Så det vigtigste er, at man i virkeligheden tager sig den her tid til at lytte. Altså, men også rummer det, her, når ens barn ikke er glad hele tiden, og har den her tvivl, at man rummer det, og giver det den tid, det tager. Fordi man skal ikke være sikker på sine barns vegne. Nej, man skal ikke være, altså, det kan man ikke rigtig være, men man er nødt til ligesom at give dem den tid, de nu skal have, til at finde deres vej. Så ro på for os alle sammen. Men vi har ikke ro på, for vi har nemlig en masse spørgsmål fra vores seere, de kommer her. Tak. Jamen, vi kan jo snakke om det her. Ja, nu skal du høre, det her er Mikkel fra Horsens. Tak, Mikkel, som spørger her. Hvad gør man, hvis man som lærer oplever elever, som er stressede i forhold til de kommende prøver? Åh, ja. Jamen, altså, noget af det, som jeg synes, der virker allerbedst, det er faktisk at gå ind og guide dem lidt til de her ting. Altså, jeg har faktisk selv sådan et mantra, jeg bruger i forhold til det her med at skulle til eksamen. Eller en jobsamtale, eller det her, som at sidde her i dag, for eksempel, og på kort tid skulle forklare nogle ting. Et mantra, som ligesom hedder, jeg er her for at lære noget. Fordi i rigtig, rigtig mange år, der har jeg også selv haft det her med, jeg skal præstere. Og det er også den, rigtig mange unge har, når de skal til en prøve. Jeg skal præstere nu. Men hvis du prøver for dig selv at strege den ud. Strege det ud, det her med, at jeg skal præstere. Og så skriv i stedet, jeg er her for at lære noget. Det gør en helt enorm betydning i forhold til det her. Men måske også snak med dem omkring det her med karakterer, som fylder rigtig, rigtig meget. Og fortæl dem, at karakterer er altså ikke hele livet. Men igen, ja, det kan da være nemt nok for dig at sige, kan eleven så sige. Ja, men så hive nogle af de her historier frem for det virkelige liv, som der blandt andet er i bogen her. Der er en virksomhedsejer, der siger, jeg har aldrig kun kigget på karakterer. Nej. Altså, jeg har faktisk også kigget på, hvad personen ellers har lavet. Lige præcis. Og hvad for en personlighed har du? Ja. Og har du været ude og opleve noget i verden? Eller har du været spejder? Lige præcis. Hvad har du lavet? Det er sådan en fin citat, det der med at jeg vil hellere se dine rejsebilleder end dine karakterer. Ja, lige præcis. Det var meget opløftende. Ja, altså, det her med, at man må ikke gå rundt og tro, at karakteren er alt. Nej. Og det er ikke liv og død. Nej. Altså, og prøven er heller ikke liv og død. Nej. Og altså, du er her for at lære, så skulle du lave nogle fejl, jamen, så er det op igen, ikke? Lige præcis. Ej, det er en t-shirt. Jeg er her for at lære noget. Ja, altså, og ved du hvad, man kan glemme det også som voksen i dag, ikke? Ja. Altså, man tror, man er så vant til det her med, at man skal præstere, ikke? Ja. Så det er nok i virkeligheden, altså, de ting, jeg vil sige dig, er det allervigtigste. Ja. Det siger vi, Mikkel fra Horsens. Vi er her for at lære noget, og karakteren er ikke det vigtigste. Nej. Faktisk nogle af de mest succesfulde mennesker, jeg kender, er alle sammen droppet ud af universitetet og havde øvrigt forfærdelige karakterer. Ja. Så det er evigt opmunderende for mig. Ja. Vi har også et spørgsmål fra Anja i København. Ja. Tak, Anja. Hvor går de unge hen, hvis de har brug for vejledning og hjælp med stress over deres skole, altså i grundskolen? Ja, altså, der er i virkeligheden ret mange, der ikke går hen og får den hjælp, som de skal have. Ja. Men mange fortæller, at de har en lærer, som de er trygge ved. Der er også nogen, der opsøger studievejlederen på skolen. Jeg har ikke styr på i tal, hvor de unge går hen, men det, jeg hører fra dem, det er, at det er de steder, de går hen. Ja. Ellers så er det en god ven, de føler sig trygge ved. Ja. Eller en anden voksen. Ja. Altså en voksen, som står udenfor hjemmet. Ja. Og som ikke er en del af skolen. Ja. Som jeg faktisk også selv oplevede fra det tidspunkt, da jeg studerede, at det var en voksen, som var helt uden for det hele. Og det var egentlig en, jeg kom til, fordi jeg havde brug for at få nogle afslappende behandlinger. Ja. Og hun var også terapeut og kunne sådan snakke med én omkring, hvad man synes, der var svært og arbejde med ens tanker. Og det var noget, der hjalp mig der. Ja. Så det der med faktisk at tage fat i en voksen. Og tage fat i en voksen, ja. Som er det gode råd, man giver til børn, når de er blevet væk. Ja. Og ikke kan finde deres mor og far. Ja. Altså, og det er meget individuelt. Altså, det kan også være en bedsteforælder i virkeligheden. Ja. En, man er tryg ved, ikke? Og som er god til at lytte. Ja, som er god til at lytte. Camilla, det har været en fornøjelse at have dig i studiet i dag. Og tusind tak for alle de meget konkrete, gode råd, som jeg håber, at I derude og dem i, der arbejder med, eller er i familie med, får glæde af. Det var i hvert fald meget spændende, og også håbefuldt. Der er noget at gøre, hvis man har en ung, som tvivler og er stresset. Ja. Og det første er bare at få ro på, simpelthen. Ja, helt bestemt. Tusind tak. Mange tak, fordi jeg måtte komme herind. Tak for i dag, og tak fordi I fulgte med.